Fortsæt til indhold

Sygehus søger forsøgspersoner til ny vaccine

Forskningsprojekt skal teste en ny vaccine, der får immunforsvaret til at danne antistoffer.

Samfund
sica

Aarhus Universitetshospital søger personer over 50 år til at deltage i forsøg med ny vaccine mod influenza.

Det er medicinalfirmaet Moderna, der har udviklet en influenzavaccine med den mRNA-teknologi, som fik sit gennembrud i forbindelse med udvikling af vacciner mod covid-19.

Den nye influenzavaccine har været testet i fase 1- og fase 2-studier, hvor sikkerheden er blevet undersøgt, og som viser, at vaccinen får kroppen til at danne antistoffer mod influenzavirus.

Et internationalt multicenterstudie skal nu teste, hvor effektiv vaccinen er til at forebygge infektion med influenza på 23.000 mennesker verden over. På Aarhus Universitetshospital forventes cirka 300 borgere at deltage i forsøget.

Søger ældre borgere

For at deltage i forsøget skal man være over 50 år, men projektet søger især ældre deltagere.

Er man fyldt 65 år og endnu ikke blevet influenzavaccineret i år, så er der mulighed for deltage i studiet og bidrage til forskningen i mere effektive influenza-vacciner, som også hurtigere kan tilpasses til de relevante influenza- varianter. Dette samtidig med, at man så får sin anbefalede årlige influenzavaccination.

Forsøget skal undersøge effekten og sikkerheden ved Modernas mRNA vaccine sammenlignet med en almindeligt fremstillet vaccine. Begge vacciner i forsøget er såkaldte firevalente influenzavacciner udviklet til at beskytte mod to influenza A og to influenza B-stammer, som WHO har anbefalet til denne sæsons influenzavacciner.

»For samfundet vil den afgørende fordel ved mRNA-vacciner mod sæsoninfluenza være, at de er hurtigere at udvikle, og derfor med større sandsynlighed vil virke overfor sæsonens influenzastammer,« siger professor og cheflæge Lars Østergaard i en pressemeddelelse.

Blindt forsøg

Forsøget er dobbeltblindet; det vil sige, at hverken lægen eller den, der bliver vaccineret, ved, hvilken type vaccine, der vaccineres med.

Bliver man godkendt til forsøget, skal man til en lægesamtale og tage endelig stilling til, om man vil deltage, hvorefter man kan blive vaccineret på stedet. Herefter vil man løbende blive kontaktet af forskningsprojektet og spurgt til symptomer og sygdom. Får man influenzasymptomer skal man podes for at afgøre, om man har fået influenza.

Interesserede kan tilmelde sig projektet ved at ringe til 2477 7995 / 5127 5680 eller sende en mail til auh.inf-kfe@rm.dk.

Man må ikke have sygdom, som ikke er under kontrol, for eksempel feber eller andre tegn på infektion. Ved tilmelding til forsøget vurderer en læge, om man kan deltage.