Syddjurs ligger (for) højt på den nationale rangliste
I 2021 var det Aalborg, der havde konstateret flest klamydiatilfælde per 1.000 unge i alderen 15-29 år med 36,9 tilfælde, men Syddjurs er lige i hælene med 33,3 tilfælde.
De unge er friske på at dyrke de horisontale fornøjelser i sengen eller, hvor de nu dyrker dem.
Selv et delvist nedlukket samfund i 2020 forhindrede ikke danske unge i at slå rekorder i klamydiatilfælde, og de nyeste tal fra 2021 er kun blevet højere.
Ifølge Statens Serum Institut blev der i 2021 fundet 31.430 tilfælde i aldersgruppen 15-29 år. Desuden forventes mørketallet at være meget højere, fordi unge også er svære at få til lægen.
I 2021 var det Aalborg, der havde konstateret flest klamydiatilfælde per 1.000 unge i alderen 15-29 år med 36,9 tilfælde. Året før var det Kolding med 33,0.
Syddjurs godt med
I Region Midtjylland fulgte Randers (33,8), Århus (33,3) og Syddjurs (33,3) virkelig godt med.
»Det er bekymrende, at danske unge igen slår denne kedelige rekord. Men endnu mere bekymrende er det, at mange er smittede uden at vide det,« siger Majbrit Berlau, generalsekretær i Sex & Samfund.
I 2021 afsatte Danske Regioner 10 millioner kroner til at forebygge klamydiasmitte. Hensigten med aftalens udmøntning er, at det skal være muligt for alle landets kommuner at tilbyde unge gratis hjemmeprøvetagningstest for både klamydia og gonoré. Indtil videre er det kun en række kommuner, der i samarbejde med Sex & Samfund tilbyder unge gratis hjemmeprøvetagningstest for både klamydia og gonorré.
Unge mænd kom frit frem
Muligheden for at tage en test derhjemme uden at skulle bestille tid og møde fysisk op hos lægen er ifølge Majbrit Berlau nøglen til at bremse klamydiasmitten.
»Når vi spørger de unge er tryghed, hastighed og fleksibilitet det, som får dem til at foretrække en hjemmetest. Vi ved også, at særligt de unge mænd sakker bagud på testraten. Så udover at gøre en klamydiatest mere nem og tilgængelig, skal vi i endnu højere grad sprede afgørende information om sygdommen og testmetoden – fx at både mænd og kvinders fertilitet kan påvirkes negativt af klamydia og at test på mænd ikke behøver at foretages som en podning i penis, men blot gennem en simpel urinprøve,« siger Majbrit Berlau.