Alle kan købe en covid-19-vaccine
Hvis du er udenfor risikogruppen og gerne vil have en booster-vaccination, er det nu muligt at få den mod egenbetaling.
Borgere uden for risikogruppen kan nu selv købe en variantopdateret covid-19 booster-vaccination hos en udbyder.
Det sker efter, at regeringen i september besluttede at etablere en egenbetalingsordning, så personer udenfor målgruppen for det offentlige vaccinationsprogram, kan beslutte at købe vaccinationen, hvis de ønsker det. Det skriver Sundhedsministeriet i en pressemeddelelse.
Som borger kan man på coronasmitte.dk under siden ”Vaccination” se, hvilke udbydere, der tilbyder egenbetalt vaccination.
Man skal være opmærksom på, at det kun er de virksomheder, praktiserende læger og apoteker, der selv har valgt at gå ind i ordningen, som tilbyder vaccinationen.
To vacciner er godkendt
Der frigives Pfizer’s Comirnaty-vaccine og Modernas SpikeVax-vaccine til egenbetaling. Begge vacciner er godkendte variantopdaterede BA.1-vacciner, som Sundhedsstyrelsen vurderer er effektive vacciner.
Staten sælger vaccinerne til en reduceret pris, der alene dækker Statens Serum Instituts håndteringsomkostninger til pakning, transport mv. Slutprisen for forbrugeren fastsættes derefter af den enkelte vaccinatør, ligesom det er praksis med eksempelvis rejsevacciner. Den samlede pris for en vaccination kan derfor variere.
For yderligere information om de konkrete vaccinationstilbud, priser m.m. henvises derfor til de aktører, som udbyder vaccinationen.