Fortsæt til indhold

Dronning Ingrids Klokkespil bidrager med stedsegrønne juletoner

Grenaa Kirkes klokkenist Per Rasmus Møller og julemåneden i midtbyen er komplementære størrelser. Læs med her for at forstå hvorfor.

Samfund

I mere end 25 år har Grenaa Kirkes klokkenist Per Rasmus Møller bidraget til julestemningen i den gamle købstad, når han har spillet julemusik på Dronning Ingrids Klokkespil. Også i år tager han de 85 trin op i kirketårnet og lader kendte juletoner drysse ned over byen, mens folk på gaden iler med at få julehandelen i hus.

I hele december er der skruet ekstra op for aktiviteterne.

Automatikken er sat til at spille julemusik hver time fra kl. 9-18. Her er det dog kun et par minutter ad gangen, men ved en række koncerter af tre kvarters længde bliver der mulighed for at nå godt rundt i julerepertoiret, der også omfatter nogle af de allernyeste julesange. Koncerterne finder sted kl. 16:00 – 16:45 på følgende dage:

9. december, 12. december, 14. december, 16. december, 19. december, 21. december, 22. december og 23. december.

Hyllesteddrengen

Per Rasmus Møller, som bor i Ryomgård, er aktuel med bogen ’Klokkespil i Danmark’ - med undertitlen ’En beretning om klokkespillets historie 1621-2021.’

Takket være fremsynethed og virkelyst hos Christian IV blev Danmark et af de lande uden for klokkespillenes fædrelande – Holland, Belgien og Nordfrankrig – der tidligst fik et klokkespil. Det var i 1621.

Efter Frederiksborg Slots brand i 1859, hvor klokkespillet fra Christian IV’s tid blev luernes bytte, stod landet helt uden klokkespil, men i 1889 fik Frederiksborg Slot landets første klokkespil i nyere tid. Det var bekostet af brygger I.C. Jacobsen. Siden er det gået slag i slag, således at Danmark med sine 105 klokkespil indtager en 3. plads blandt verdens lande målt på klokkespil pr. indbygger.

Per Rasmus Møller udgav for flere år siden på sit eget forlag erindringsbogen om barn- og ungdommens Hyllested, ’Om Bette-Aksel, Kradéme-Søren, Sateme-Povl og alle de andre i barndommens Hyllested’.

Per Rasmus Møller har via et omfattende billed- og kildemateriale skrevet en smuk og bevægende erindringsbog fra det Hyllested, han husker fra tiden på Hyllested Bygade 18.

Bogen er kommet i flere oplag