Fortsæt til indhold

Optimisme at spore selv om flere butikker og restauranter lukker i Ebeltoft

Der bliver færre restauranter at besøge og færre butiksvinduer at kigge på i Ebeltoft denne vinter, men håbet om, at lokalerne ikke kommer til at stå tomme, lever.

Samfund

Spisekammeret, Kokkeriget, Børneministeriet og de to restauranter Støvlen og Den Skæve Kro er nogle af de forretningsdrivende i Ebeltoft, som enten allerede er lukket eller gør det ved udgangen af i år.

Det er der forskellige grunde til, og hos den Skæve Kro, som har sidste åbningsdag 23. december, var det desværre sygdom, der satte beslutningen i gang. Ejerparret Kai og Henning fortæller dog, at det er helt deres egen beslutning og altså ikke, fordi forretningen går dårligt. De håber stadig, at der dukker nogen op, som har lyst til at køre stedet videre.

Restaurant Støvlen er allerede lukket. Det er parret, Rikke Berthelsen og tidligere køkkenchef på Molskroen Søren Mikkelsen, der har drevet stedet siden april 2021.

»Vi har opsagt vores kontrakt, primært på grund af vanskeligheder med at skaffe egnet personale i sæsonen,« forklarer Rikke og tilføjer, at egnet personale i denne sammenhæng betyder studerende/unge, som kun har brug for job i den korte periode, hvor der er meget travlt i byen.

Støvlen har til huse i det gamle skomagerhus i Adelgade, som milliardæren Henrik Frederiksen og Vivi Henriksen købte i 2012 og istandsatte for et større beløb. Siden blev det solgt, og hvad der nu skal ske med restauranten, er det desværre ikke (endnu) lykkedes avisen at opklare.

Støvlen hænger lidt ensom her, men forhåbentligt bliver igen snart liv og glade dage i det gamle skomagerhus på Adelgade. Foto: Anne Frank Henriksen

Håber på overtagelse

De fleste af stederne, der lukker, håber på, at andre vil overtage. Det gælder for eksempel hos Kokkeriget på Adelgade, som forhandler køkkenudstyr. Indehaveren ønsker ikke at udtale sig til avisen om baggrunden for lukningen, men 4. november kunne man se følgende opslag på butikkens Facebookside:

»Efter lange og mange overvejelser har vi indset at vi ikke længere kan drive vores butik ’Kokkeriget’ videre og starter hermed ophørsudsalg. Vi har haft 4,5 gode år i butikken på Adelgade i Ebeltoft, men vi er løbet tør for tid, da vores anden forretning tyv-stjæler alt vores tid. Men, men, men, den butik er så fin. Vi håber at nye kræfter kan være interesseret i at køre butikken videre, det er nemlig også en sund forretning. Så hvis du er interesseret, så kontakt os endelig.«

Det samme håb gælder for ejer af specialbutikken Spisekammeret, Kristine Roel Kirk. Hun ønsker heller ikke at dele sine overvejelser eller baggrund for at lukke sin butik med avisens læsere, men henviser til sit opslag på Facebook fra 17. november, hvor hun blandt andet skriver:

»En vanskelig beslutning er taget, jeg lukker mit elskede Spisekammer ved udgangen af december måned. Vi lukker i god ro og orden. Tak til jer, for hvem min butik og det jeg har skabt, har givet mening. Jeg er vemodig og det var ikke det jeg drømte om. Men alting taget i betragtning, er det det rigtige at gøre. Måske vil du drive Spisekammeret videre - eller noget helt andet på DIN helt egen måde? Lejemålet i Jernbanegade bliver jo ledigt. Det er yders attraktivt placeret med mulighed for udeservering og med udsigt til Ebeltoft Vig. Kundeparkering lige ved døren og de sødeste naboer i hele verden. Kig ind til en snak - eller send mig en besked.«

Kristine Roel Kirk inviterer i øvrigt kunder, forretningspartnere og andre, der er kommet i butikken, til en omvendt reception sidst på året for at sige ordentligt farvel.

Det er rigtigt ærgerligt, at vi mister nogle af de her butikker og spisesteder, for de har hver især bidraget med noget godt for Ebeltoft som handelsby.
Hanne Sloth

Optimisme

Handelsstandsforeningens formand, Hanne Sloth, udtrykker sin medfølelse med de butikker, der har måttet dreje nøglen om på grund af de svære tider.

»Det er rigtigt ærgerligt, at vi mister nogle af de her butikker og spisesteder, for de har hver især bidraget med noget godt for Ebeltoft som handelsby.«

Og selv om hun også selv mærker, at der er lidt tungere end tidligere at drive forretning, så er det dog ikke hendes oplevelse, at byen er i gang med at lukke ned.

»Nej, slet ikke. Jeg er ikke bekymret. Jeg ved allerede, at der er flere interesserede, som kan se muligheder i at drive forretning her i byen. Der er jo blandt andet noget nyt på vej i Det Gamle Apotek og lige her til morgen har jeg talt med en, som gerne vil åbne en butik. Jeg rådede ham til at skynde sig, for vores erfaring er, at de tomme lokaler ikke er tomme i ret lang tid.«

Og noget tyder på, at hun har ret. Lokalet, som Børneministeriet har holdt til i, udlejes af Jane Andersen og Bettina Østerby Andersen, som ejer tøjbutikken Check IT.

»Lokalet er endnu ikke udlejet, men der har været masser af henvendelser. Der er jo nok en chance for, at nogle først springer til til foråret, så de får den bedste del af sæsonen, men interessen har i hvert fald været stor,« fortæller Bettina Østerby Andersen.