Fortsæt til indhold

Iben Sønderup stopper som folketingskandidat

Ved folketingsvalget den 1. november opnåede Iben Sønderup 2.747 personlige stemmer, men blev ikke valgt ind.

Samfund
sra

»Jeg har mandag den 21. november meddelt min kredsbestyrelse, at jeg ønsker at fratræde posten som folketingskandidat for Socialdemokratiet Randers Sydkreds,« siger Iben Sønderup, som tidligere har siddet i Randers Byråd i otte år 2014-2021 i en pressemeddelelse.

Iben Sønderup blev første gang valgt som folketingskandidat for Socialdemokratiet Randers Sydkreds den 31. oktober 2016. Ved folketingsvalget i 2019 fik Iben Sønderup 2.641 personlige stemmer, mens hun ved folketingsvalget den 1. november i år opnåede 2.747 personlige stemmer.

»Det var en fantastisk valgkamp,« fortæller Iben Sønderup.

Iben Sønderup gik til valg under overskriften ”Resultater til Randers”, og hendes plakatfoto var hendes personlige udgave af det ikoniske billede af Rosie the Riveter, som mange måske genkender fra plakaten med en kvinde med bøjet arm og påskriften ”We can do it”.

Mærkesagerne var mere tid til omsorg for børn, unge og ældre, et mere sammenhængende sundhedsvæsen med fokus på psykiatrien, en grøn klode til vores børn og børnebørn og ikke mindst et arbejdsliv med ordnede forhold; herunder bevarelse af retten til tidlig pension.

Iben Sønderup og hendes hold var meget synlige i det randrusianske bybillede. Og hendes kreds gik også 2 procent frem i forhold til valget i 2019.

Men trods den flotte kampagne var det altså ikke nok til at skaffe det antal personlige stemmer, der skal til for at blive valgt ind i Folketinget som socialdemokrat.

»Jeg vil ikke lægge skjul på, at jeg er skuffet,« siger Iben Sønderup. »Det har været helt fantastisk med al den opbakning allevegne fra – og så er det bare så ærgerligt, at der ikke kom mere ud af det. Derfor trækker jeg mig allerede nu, så Socialdemokratiet Randers Sydkreds har god tid til at finde en ny folketingskandidat. For det tager lang tid at planlægge en valgkamp.«