Donation skaber glæde
Hinnerup Bridgeklub har lært 18 nye at spille bridge og er blevet forkælet af Veluxfonden med nyt udstyr.
Hinnerup Bridgeklub indgik i foråret et samarbejde med Ældre Sagen i Hinnerup om undervisning i bridgespillet. Det resulterede i, at 18 personer i løbet af dette efterår har gennemført undervisningsprogrammet og derfor snart er klar til at spille bridge på klubniveau.
Det fremgår af en pressemeddelelse fra Hinnerup Bridgeklub, der sidste år modtog en donation fra Veluxfonden på 33.000 kroner til indkøb af en kortsorteringsmaskine.
Nu har Veluxfonden doneret 10.000 kroner til indkøb af små håndholdte computere, også kaldet Bridgemate, en opbevaringskuffert til disse samt kortmapper med spillekort.
Hinnerup Bridgeklub forklarer om udstyret:
»En kortsorteringsmaskine samt håndholdte computere er nødvendige redskaber i forbindelse med bridgespillet. Kortene er maskinlagte og duplikerede, således af flere styrkeopdelte rækker spiller de samme spil kort. Npr det enkelte spil er færdigspillet, bliver resultatet indtastet på bridgematen, og spillet bliver efter turneringsafslutningen lagt på klubbens hjemmeside, således at den enkelte kan se, hvorledes man er placeret i forhold til de øvrige spillere. Man kan ligeledes se kortfordelingen og heraf lære, hvordan man burde have meldt og have spillet for at have opnået et bedre resultat end modstanderne.«
Derfor betyder donationerne fra Veluxfonden rigtig meget for såvel nuværende som kommende bridgespillere.
»De kan i årene fremover glæde sig til ikke blot at spille dette fantastisk og udviklende spil, men også blot til at være sammen med andre mennesker. At hygge sig, snakke sammek, grine og i det hele taget have det dejligt i samspillet med andre mennesker,« skriver Hinnerup Bridgeklub i pressemeddelelsen.
Hinnerup Bridgeklub blev oprettet i 1974. Klubmedlemmerne mødes i den gamle stationsbygning i Hinnerup hver tirsdag aften klokken 19-22:30. På nuværende tidspunkt består klubben af 50 spillere.