Ny børneudviklingstræner i Hammel GF Fodbold
24-årige Tobias Nielsen skal have særlig tilknytning til holdene fra Poder til U12.
Hammel GF Fodbold har ansat Tobias Nielsen som klubbens nye børneudviklingstræner.
Tobias Nielsen er 24 år og har været træner siden 2013 i flere forskellige klubber og for børn i alle aldre og niveauer. Tobias har flere DBU trænerkurser på sit cv og har en bachelor i idræt fra Aalborg universitet.
Om sig selv og sin indgangsvinkel til opgaven som børneudviklingstræner udtaler Tobias Nielsen i en pressemeddelelse:
»Jeg er altid smilende og positiv, og jeg vægter intentionerne i de træninger, jeg både selv laver og ser højt. Jeg tror på, at man kan få noget ud af alle træninger, hvis blot træneren har de rigtige intentioner i sine øvelser.«
Skal bygge på
Ansættelsen af Tobias som børneudviklingstræner er et led i indførelsen af DBU’s børnestrategi i Hammel GF Fodbold og Tobias vil med egne ideer og med nye inputs bygge på det arbejde, som klubbens tidligere børneudviklingstræner og head of coaching, Tommy Funch Rasmussen, påbegyndte i 2022.
Tobias Nielsen skal have særlig tilknytning til holdene fra Poder til U12, hvor han skal være med til at organisere børneholdene, sparre og coache de nuværende trænerteams, og derigennem skabe endnu bedre rammer for pige- og drengefodbolden i Hammel GF.
Tobias Nielsen, der til daglig bor i Bjerringbro sammen med sin kæreste, bliver præsenteret på et trænermøde for ungdomstrænerne i Hammel GF Fodbold 27. februar.