Dreng mistede del af finger på skolelegeplads
Skoledreng fra 2. klasse stak en finger ind i et hul i en metalbom, mens andre drenge drejede bommen rundt.
En dreng fra 2. klasse på Løgstør Skole mistede det yderste led af sin ene finger, efter den blev klippet af under leg.
Det skriver Nordjyske.
Det sket fredag formiddag, hvor drengen stak en finger ind i et hul i en metalbom, mens andre drenge drejede bommen rundt.
»På den måde får drengen klemt eller klippet det yderste af fingeren,« fortæller Klaus Toft, der er skoleleder på Løgstør Skole, til mediet.
Ifølge skolelederens oplysninger mistede drengen det yderste led af fingeren i ulykken, men han ved ikke præcist, hvor meget af fingeren, som drengen ender med at miste.
Bommene er af ældre dato, og er stillet op for, at biler ikke skal køre ind i skolegården.
Hentet med ambulance
Efter ulykken tog skolen med det samme hånd om de øvrige elever i skolegården, mens den tilskadekomne dreng blev hentet med ambulance.
«Vores viceskoleleder har været i kontakt med forældrene til drengen. Han har det efter omstændighederne okay, men er på sygehuset, hvor han bliver behandlet,« siger Klaus Toft til Nordjyske.
Efter episoden blev alle skolens elever orienteret, og i klasserne blev der talt om, hvad der var sket.
I skolegården er bommene nu blevet fjernet, og i den kommende uge vil Løgstør Skole se nærmere på, hvordan episoden kunne ske, få det dokumenteret og henvende sig til forsikringsselskabet for at finde en løsning med erstatning til drengen.