I Hinnerup bytter de bøger i brugsen
Stil dine gamle bøger og tag en ny med under armen. Sådan fungerer Hinnerups bogskab.
Bogen er læst og samler nu støv på hylden. Det kan mange nok nikke genkendende til. I Hinnerup har de besluttet at dele netop den slags bøger med hinanden i et såkaldt bogskab, som i dag befinder sig ved pakkeboksen i SuperBrugsen.
Det hele begyndte som en aktivitet i foreningen Hinnerup Mødes. Her blev etableret et bogskab i Kaffebaren, men nu er Kaffebaren lukket, og bogskabet har derfor holdt flyttedag til brugsen.
»Det passer faktisk også lidt bedre med ideen med et bogskab: Kom forbi og snup en bog med hjem eller stil en eller flere til glæde for andre,« skriver Knud Erik Østergaard fra Hinnerup Mødes i en mail til redaktionen.
Bogskabet fungerer på den måde, at man uforpligtende kan bytte bøger. Det giver bøgerne et ekstra liv.
Da artiklen her blev forfattet, var det muligt at få fingre i bøger af blandt andre Stieg Larsson og Dan Brown samt et 3-binds værk om Jazz. Men de er nu nok for længst draget på nye eventyr, når du læser disse linjer.