Fortsæt til indhold

Præsteklumme: Elektriker søges!

Samfund
Anita Fabricius, sognepræst Skødstrup

Præsteklumme Lange ledninger med lys, der skal ligne iskrystaller en frostklar nat, hænger sirligt og vejrer i vinden på garagens gavl. Også hele vejen hen langs facaden på huset, lige under tagrenden, hænger de og prikker let på ruden. Ledningen vil ingen ende tag. Den bare fortsætter og fortsætter helt op i spidsen af den høje gavl og sandelig også ned igen. Rundt på hegnet, der omkranser terrassen, er der viklet lyskæder, så fornemmelsen af sne og frost ikke er til at tage fejl af. På den ene husvæg danser lysende snefnug i forskellige former og størrelser og på den anden væg giver dioder i rød, grøn og gul et livagtigt billede af julemanden, der suser afsted på sin slæde, trukket af et rensdyr.

Sikke en udsigt jeg har her op mod jul! Både fra mit køkkenvindue og fra mit lille kontor, hvor jeg i disse dage nærmest opholder mig i døgndrift.

Egentlig kunne jeg bare nyde det. Nyde lysene, der kløver mørket på vores lille vej. Nyde fornemmelsen af lidt let elektrisk frost. Nyde den særlige varme og de indvendige smil som bliver tændt, når mine øjne, flere gange i løbet af dagen, fortaber sig i dansende snefnug eller julemandens røde hue. Egentlig kunne jeg bare nyde det, men jeg er faktisk flov! For hvis vi nu hopper over i den ene nabos køkken eller den anden nabos stue, så vil deres udsigt være en ganske anden: Nærmest mørkt! To snoldede lanterner med hver deres lyskæde står foran vores hoveddør og lidt længere henne op mod garagen står et ganske lille og yderst brugt plastictræ, hvor kun halvdelen af de indbyggede dioder virker. Og ja, det er det! Måske tænker du: ”pyt” eller ”fred være med det”. Men jeg vil virkelig gerne tænde lys – også for mine naboer.

Viljen er der. Ofte begynder jeg allerede i juli at google nye smarte påfund. Jeg drømmer om at vikle vores lange hæk ind i et net af lys. I grenene skal der sidde små lysende engle og lede én på vej hen mod indgangen til haven. Her skal bygges en lille stald med en lysende stjerne på toppen. I stalden skal være en krybbe med et barn og en lille sensor, der får juleevangeliet til at blive fortalt, når man går forbi. Vores bænk ude foran skal vikles massivt ind i mos og små røde æbler og fyldes med tusindevis af bitte, bitte små lys. Så skal vi selvfølgelig have de der ledninger med iskrystaller hængende hele vejen langs huset. –Vi har dem faktisk allerede liggende, vi har bare ikke fået dem hængt op, for som altid bliver jeg pludselig indhentet af december, af massivt prædikenskriveri, børnehavebesøg og utrolig mange samtaler. Er det mon at tænde lys? For allerhelst vil jeg faktisk tænde lys!