Julen er over os – under os og omkring os

præsteklumme Det er allerede længe siden, julepynten kom frem i butikkerne. Nogle steder begyndte det allerede før efterårsferien; men de fleste steder tog det fart lige efter. Så kan man jo vælge at være en sur gammel dame, og sige, at det er alt for tidligt. Men man kan også sige, at det er dejligt med alle lysene og pynten og spændte børn, der kikker på det med store øjne. Årets julevindue hos Salling, minder lidt om, som det var, da jeg var barn, og det var mig, der stod der, til fingrene var blåfrosne. Det er tiden for udveksling af ønskesedler, hvis farmoderen ikke skal på juleindkøb lillejuleaftensdag. Og det er jo egentlig altsammen rigtig dejligt, når man går byen tynd og vælger, hvad børnebørn og resten af dem, man er på gave med, skal have. Forventningen om deres reaktion, når de pakker ud, er næsten større end forventningen om, hvad man mon selv får.

Men skal jeg protestere lidt, så bliver det, fordi adventstiden, med dens forventning både til julen og til Kristi komme ved tidens ende, helt forsvinder. Javist, vi tænder adventskransen; men egentlig mest som en del af julepynten. Adventstidens tekster viser os, at tiden er til eftertanke, til at fundere over, hvad barnets komme, som vi fejrer om fire uger, betyder for os. I den ene af de tekstrækker, vi prædiker over, er teksten til 1. søndag i advent den samme som til Palmesøndag; nemlig den om Jesus, der rider ind i Jerusalem for at blive henrettet få dage senere. Det knytter båndet mellem hans fødsel og død, som er den kristne tros centrum og hele berettigelse.

Uden dem var der ingen kristen tro, og ingen kirke; ingen forventning i glade øjne til jul og ingen medleven i Langfredags drama og glæden Påskemorgen.