Lær af barnet!

præsteklumme Sandelig siger jeg jer: Hvis I ikke vender om og bliver som børn, kommer I slet ikke ind i Himmeriget.

Med det siges der jo, at barnet åbner for en indsigt i, hvordan vi kommer nær Gud. Har det lille barn en indsigt, som vi voksne har glemt, og som vi skal genopdage? Ja måske kan vi lære noget om hengivenhed. Barnet slipper jo ofte forstandighedskontrollen, eller måske har hun slet ikke nogen forstandighedskontrol, og derfor kan hun hengive sig, lade sig gribe af verden, af andre mennesker, naturen, universet - og bare sanse.

En god måde at åbne for et Guds nærvær er at slippe kontrollen og give sig hen. Måske kan barnet undervise os. Ordet undervise betyder jo oprindeligt at vise livets under; en under-viser er derfor én, som viser det underfulde og vidunderlige; og gør barnet ikke det? Måske kan vi lære at bede om hjælp. For barnet tør række armene frem og råbe på hjælp, når hun ikke selv kan længere.

En velafprøvet vej til at åbne for Guds nærvær er at folde hænderne og bede om hjælp til det, vi ikke selv kan og tilgivelse for det, vi ikke magter. Måske kan vi lære noget om tillid. Helt små børn har i udgangspunktet tillid. De er tillidsfulde, i hvert fald indtil det modsatte er bevist. Vi voksne kan øve os i at have tillid til, at Guds frisættende kærlighed gælder netop mig lige nu i dette øjeblik.

Måske kan barnet pege på taknemmeligheden. Den ældste og mest simple henvendelse til Gud handler om at folde hænderne i ydmyghed og udtrykke en stor tak for alt det, vi har fået. For noget skaber vi selv, men en stor del af det, der ér, det er givet os helt gratis. Betyder det her, at vi skal blive barnagtige og umyndige? Det tror jeg ikke. Det betyder, at vi kan gå på opdagelse og lytte til, hvad barnet har at forkynde. For når vi i tålmodighed lytter til de små prædikanter, så løftes noget af sløret for, hvad Guds rige er for noget.