Præsteklumme: Hvordan det kan være at miste…

præsteklumme Sæt alle ure i stå, afbryd telefonen./Få hunden med dens kødben til at holde op med at gø/Lad klaverene tie og slå sagte bedeslag på en dæmpet tromme/Bær kisten ud, og lad de sørgende komme.

Lad flyene kredse sørgende/og skrive budskabet på himlen "Han er død"/Hæng sløjfer af crepe rundt om duernes hvide hals./Lad færdselsbetjentene bære sorte bomuldshandsker.

Han var mit nord, mit syd, mit øst og vest./Min arbejdsuge, min hviledag./Min middag og min midnat, mine ord, min sang./Jeg troede kærligheden ville vare evigt - jeg tog fejl.

Stjernerne er uønskede nu! Sluk hver og en./Pak månen sammen og tag solen ned./Hæld havet ud og fej skoven op./For nu kan intet gavne.

Den amerikanske digter Wystan Hugh Audens digt Funeral blues sætter ord på, hvordan det kan være at miste en, man sådan holdt af. Man kan blive vred og provokeret over, at verden omkring en slet ikke ænser, at vedkommende er død. Min verden står stille, jeg sidder i det dybeste mørke, mens livet synes at gå lystigt videre alle andre steder. Digtet er et nødråb til verden: Så stands dog! For det føles som om, at den elskedes død tager hele verden med sig i faldet. En total nedsmeltning af alt liv. Det er som om, der absolut intet er at glædes over længere – nu kan intet gavne.

Det er et grundvilkår for os, at livet hele tiden glider os af hænde. Vi kan ikke holde fast - hverken på livet eller på hinanden. Men vi tror, at der er én, der kan. Holde os fast midt i sorgen og savnet. Holde os og vore døde fast – helt ind i evigheden.