Debat: DF prioriterer vores ældre borgere frem for fremmede gæstesejlere
"I sidste udgave af Adresseavisen har den gæve socialdemokrat Michael Aakjær et indlæg, hvor han som tidligere har misforstået tingene. Denne gang hævder han, at Dansk Folkeparti kun vil fodre partiets vælgere med populistiske enkeltsager.
Det er rart at høre, at Socialdemokratiet som noget nyt vil prioritere ældre. I forbindelse med Budget 2020 var vi nødsaget til, at gennemføre store besparelser på ældreområdet for at få styr på kommunens økonomiske situation. Som bekendt sidder Socialdemokratiet med borgmesterposten og er dermed øverste politiske ansvarlige for den samlede kommunale drift. Desuden var partiet en medvirkende faktor til, at Dansk Folkeparti som byrådets fjerde største parti ikke blev repræsenteret i Økonomiudvalget, medens man sagtens kunne finde plads til to enkeltmandspartier.
Da vi er er holdt uden for den daglige økonomiske styring, var vi derfor nødt til at sluge nogle store nedskæringer på ældreområdet for at medvirke til genopretning af økonomien. Der er skåret knap 2 millioner kroner i klippekortordningen og i velfærdsmidlerne samt 2 millioner i demografireguleringen. Desuden en række personalenedskæringer, primært på ældreområdet. Dette var en engangsredning fra Dansk Folkeparti, idet vi fremtidigt vil kæmpe for at rulle besparelserne på ældreområdet tilbage fra 2021. Hertil og ikke længere.
Når vi kan se åbenlyse misforhold, så siger vi naturligvis fra. Dette uanset om det er ældre, handicappede eller svage borgere.
Hvis andre partier ikke kan se, at der er noget galt, når man sætter priserne op for ældre generelt og specifikt med vores allermest svageste ældre på plejehjemmene med over 50 procent på toiletartikler og rengøringsartikler samt med 60 procent på rundstykkerne i ældrecafeerne, så kald os bare populister. Hvis Socialdemokratiet mener, at det er populistisk at forsvare dette, så gerne for os.
Det kunne være spændende at se tilsynsmyndighederne forhindre kommunen i at minimere opkrævningerne på vores allersvageste medborgere med op til 60 procent.
Som i H. C. Andersens eventyr Kejserens Nye Klæder må nogen sige fra. Det er jo bemærkelsesværdigt, at Michael Aakjær og hans parti ikke kunne medvirke til stigninger på byggesagsbehandlinger og havneafgifter, imens man gerne ville tage penge fra de ældre i stedet for, det ligner omvendt Robin Hood.
At det er socialdemokratisk politik, må stå for deres egen regning. Det bliver aldrig Dansk Folkepartis. I modsætning til S prioriterer vi til enhver tid vores ældre medborgere frem for fremmede gæstesejlere. Vi kæmper vores politiske kampe både lokalt og nationalt for at opnå politiske løsninger for borgerne. Vores borgere i Syddjurs fortjener frihed og tryghed i deres tilværelse, og den skal vi som politikere værne om.
At vi er ligeglade med jura, er det samme som at påstå at jorden er flad. Vi sætter naturligvis en ære i at overholde lovgivningen, men vi skulle jo nødigt lade byrådet erstatte af 27 jurister. Vi vil til enhver tid som de fleste andre bruge vores sunde fornuft.
At bruge jurister for at holde offentligheden væk fra åbne møder kan være i orden for Michael Aakjær, men ikke for os. Hvem er det, der er populistisk, når man, som en i en eller anden film i den bedste sendetid, står op i byrådssalen og kalder DF for populistiske ?
Socialdemokraterne er som altid generøse med deres ord. De giver gerne mange løfter og taler om langsigtede planer, men som sædvanligt, og som vi har set så ofte før, følger pengene desværre sjældent med deres taler.
Vi pegede på et sted, vi kunne hente penge til velfærd, og vi vil takke for, at både i Byrådssalen og i Michael Aakjærs debatindlæg får borgerne forklaret, hvorfor man ikke ønsker at bruge DFs forslag til øget indtjening i vores havne, men som liste A endnu en gang fravælger de ældre borgeres velfærd.
Så lige afslutningsvis et godt råd: Lad os ikke styre af embedsmændene, men lad os som folkevalgte styre dem."