Skanderborg er med i arkæologiens Top-10 over mest spændende fund i 2019
Hør-tøj fra jernalder-udgravning ved Firgårde er med på Top 10 over årets mest spændende arkæologiske fund
Firgårde Jernalderbønder fra Skanderborg var specialister i at fremstille økotøj i hør. Det viser en jernalder-udgravning fra Firgårde, som har afdækket, at der her fandt en organiseret produktion af tøj lavet af plantefibre sted.
Det er så unik og interessant et fund, at det er med på Slots- og Kulturstyrelsen liste over de ti mest interessante fund i 2019.
Arkæologer fra Museum Skanderborg har gennem de seneste år undersøgt det 12 hektar store areal ved Firgårde.
Udgravningerne tegner et billede af et landsbyfællesskab fra jernalderen, hvor man har haft overskud til at koordinere en meget stor arbejdsindsats omkring et tidsmæssigt og teknisk krævende håndværk, nemlig at skabe klæder af plantefibre.
Udgravningerne viser spor efter mere end 400 konstruktioner - hovedsageligt fund af gårdsanlæg fra jernalderen - over en periode på cirka 600 år fra omkring år 100 f.Kr. til år 500 e.Kr.
Kompliceret jernalderteknologi
"Mest bemærkelsesværdigt er et produktionsområde, hvor man udgravede et stort stenbygget bassin, en fletværksbrønd og to usædvanlige ovnanlæg. Naturvidenskabelige analyser har i bekræftet, at det store bassin indeholdt hørstængler, og arkæologer fra Museum Skanderborg mener derfor, at bønderne i landsbyen både har plantet og bearbejdet hør, og at anlæggene har været brugt til at forarbejde plantefibre til tøjproduktion," skriver Slots og Kulturstyrelsen i en pressemeddelelse.
Det har været et omfattende og ikke helt ukompliceret arbejde for jernalderbønderne at udvinde hørplantens fibre.
I det stenbyggede bassin, som man kun sjældent er stødt på, har bønderne lagt hørstænglerne til såkaldt rødning, hvor fibrene er blevet gæret. I fletværksbrønden er de færdigrødnede stængler derefter blevet vasket rene, og ved ovnanlæggene har man tørret hørren, før de spindbare fibre blev udvundet.
Lokaliteten ved Firgårde hører til blandt landets ældste hørforarbejdningspladser, og udgravningen kan medvirke til at belyse nye sider af et af oldtidens mere komplicerede håndværk.
Produktionsområdet udmærker sig blandt andet ved tilstedeværelsen af avancerede ovnkonstruktioner. Det er første gang i dansk forhistorisk kontekst, at sådanne egentlige, stenbyggede tørreovne kan knyttes til hørbearbejdning.
bo