Historisk få boliger sendt på tvangsauktion
2019 har været et rekordår, når det kommer til tvangsauktioner.
I 2019 har der været historisk få tvangsauktioner i Danmark. I 2019 blev kun 187 boliger i gennemsnit sendt på tvangsauktion hver måned. Juni var den måned med færrest tvangsauktioner. Her var antallet kun 156, og man skal helt tilbage til 2008 for at finde et lavere niveau. Det oplyser Nybolig.
"Danskernes økonomi følger den positive udvikling i den globale økonomi. Derfor ser vi også, at danskerne generelt set bliver bedre til at betale renter og afdrag til tiden, hvilket nu også afspejler sig i statistikkerne over tvangsauktioner," siger Peter J. Mattsen, direktør i Nybolig.
Blandt de typiske årsager til tvangsauktion er pludselig arbejdsløshed, skilsmisse, sygdom eller dobbelt husleje, som kan ske i tilfælde af, at ny bolig købes, før den gamle er solgt.
jn