Kommentér ny trafikplan på Djursland
Fra 8. – 22. januar er der høring på midttrafik.dk omkring de køreplaner, der træder i kraft på Djursland til køreplanskiftet 28. juni 2020
Så er det nu, du skal kende din besøgelsestid, hvis du vil give dit besyv med om de de køreplaner, der træder i kraft 28. juni 2020 i forbindelse med udrulningen af en ny kollektiv trafikplan.
Fra 8.-22. januar bliver de nye køreplaner præsenteret på midttrafik.dk sammen med en formular, hvor borgerne kan komme med ønsker og ændringsforslag til køreplanerne, skriver Midttrafik i en pressemeddelelse.
Midttrafik ser den nye trafikplan som måde at Djursland bedre sammen via et hovednet.
"På hovednettet kører busserne med fast frekvens, ensartede ruteforløb og fast minuttal. Busruterne bliver koordineret, så kunderne kan skifte mellem ruterne, til/fra de øvrige ruter på Djursland og til Letbanen på en række knudepunkter. Samtidig kommer der bedre forbindelser til både Randers og Aarhus," lyder det i pressemeddelelsen.
Formuleringer som langt fra alle borgere på Djursland er enige i.
Med den nye trafikplan bliver der oprettet flere uddannelsesruter, som giver de unge bedre mulighed for at komme til og fra uddannelsesinstitutionerne på skoledage.
Trafikplanen blev endelig vedtaget i byrådene i september 2019 efter en høring om trafikplanens overordnede principper, herunder ruteføringer og betjeningsomfang. Midttrafik og kommunerne modtog i alt 75 høringssvar, hvilket gav anledning til en række mindre justeringer på udvalgte ruter.