Pensionist blev millionær lige før nytår - men de mange penge giver udfordring
En pensionist i tresserne fra Hvidovre Kommune kunne hoppe ind i det nye år med titlen som millionær på visitkortet. Kvinden vandt på Millionærgarantien fra Lotto, hvor to spillere hver uge bliver millionær, selvom de har nul rigtige.
Den heldige kvinde, som er millionær nummer 3599, fik sig noget af et chok, da der stod, at hun havde vundet 1.000.000 kroner.
"Jeg troede jo virkelig ikke på det. Og da jeg tjekkede kontoen, var der heller ikke gået noget ind. Jeg ved egentlig ikke hvorfor, jeg ikke bare ringede ind til Danske Spil og fik vished med det samme. Jeg ventede faktisk helt til mandag, hvor de så sagde i Danske Spils Kundecenter , at pengene var på vej, men at de godt kunne være lidt forsinkede mellem jul og nytår," siger kvinden til Danske Spil.
Da pengene stod på kontoen, kunne kvinden ringe til sine børn med den gode nyhed og fortælle, at de penge, de for nogle år siden havde lånt, ikke skulle betales tilbage. Det vakte naturligvis stor jubel.
Med de mange penge følger dog noget af en udfordring for kvinden.
"Jeg skal nok lige lære at være lidt mindre nærig. Jeg har altid været meget fornuftig, så man ikke kom i en situation, hvor man manglede pengesenere i livet. Men nu kan jeg jo godt tillade mig at slå mig lidt mere løs. Det bliver en helt ny oplevelse for mig," siger hun.
Kvinden fortæller desuden, at hendes bil er meget gammel og i sørgelig forfatning. Så hun overvejer for første gang i sit liv at købe en splinterny en af slagsen. Rejser med familien er også på ønskelisten.
"Det ville være et stor skridt for mig. Som sagt er jeg ikke normalt en person, som kaster sig ud i alt muligt. Men det virker som om, jeg lige så godt kan lære det nu," siger den glade vinder til Danske Spil.
jn