Natteravnene kommer til Beder-Malling
En gruppe af forældre vil skabe mere tryghed i området
Natteravnene kommer fremover til at gå ture i Beder-Malling. I hvert fald hvis det står til en gruppe af forældre i området.
De har nemlig taget initiativ til et informationsmøde for at få startet en afdeling af den frivillige indsats.
"Vi håber, at vi kan være med til at skabe tryghed for vores unge ved at være til stede i nattelivet," siger Christine Winding-Lauritzen, der er foreningsudvikler i Beder-Malling Idrætsforening.
Idrætsforeningen støtter op om forældreinitiativet, der er opstået på baggrund af et borgermøde sidste forår, hvor det blev diskuteret, hvordan man kan skabe det gode ungdomsliv i området.
"Vi ved, at de unge hænger ud ved skoler og institutioner i området om aftenen. Vi ved også, at der foregår hashsalg. Men kan vi måske skræmme nogle af de hashsælgere væk blot ved at være til stede. Vi vil ikke overvåge de unge, men blot skabe tryghed ved at de har nogle at henvende sig til," forklarer Christine Winding-Lauritzen.
På mødet vil også en repræsentant fra Aarhus-afdelingen af Natteravnene, Leif Kristiansen, informere om arbejdet.
Natteravnene er kendt for altid at gå i hold af tre i den karakteristiske gule jakke. De observerer og er synlige, men blander sig aldrig fysisk i uroligheder, men tilkalder professionel hjælp, hvis det er nødvendigt. De færdes i det offentlige rum - på gaden eller i bus eller i tog. Aldrig indenfor.
Ingen Natteravn går på gaden uden at kende fem såkaldt gyldne regler, og inden for kort tid tilbydes de frivillige også Natteravnenes Basiskursus.
Alle ansvarlige voksne, der er indforstået med at efterleve Natteravnenes koncept og har en pletfri børneattest, kan blive Natteravn.
Mødet finder sted den 22. januar klokken 20 i Café Klubånds lokaler i Bredgade 5 i Malling.
Der skal bruges cirka 50 frivillige til at få et korps på benene i Beder-Malling.