En tur for den gode sag
Lions Dagmars Kilde har sendt 5.280 kr. videre fra Hinnerup til Julemærkefonden.
Julemærkemarchen den første søndag i december er blevet en god tradition for mange.
I omegnen af 100 glade motionister i Hinnerup plejer at være med til at sende penge til landets fem julemærkehjem og dermed til at støtte børns kamp for at genfinde glæden og det gode børneliv.
For 9. år i træk stod Lions Dagmars Kilde for arrangementet i Hinnerup.
På landsplan var det julemærkemarch nr. 46.
91 betalende deltagere begav sig ud på en af de to ruter på henholdsvis 10 og 5 km, hvor der også var plads til både hunde og barnevogne.
»Det var en hel del flere end sidste år, hvor coronaen stadig stod i kulissen,« lyder det fra Karin Skov fra Dagmars Kilde, som hermed sender en stor tak til alle, der støttede.
»Dejligt at vi dermed kan sende 5.280 kr. direkte videre til Julemærkefonden,« tilføjer hun.
Tilbage på startstedet var der mulighed for at købe varme drikke og æbleskiver. Overskuddet herfra går også ubeskåret til Julemærkefonden.
På landsplan får op mod 1.000 børn mellem 7 og 14 år hvert år hjælp til et bedre liv på et Julemærkehjem. Børn på Julemærkehjem har ofte dårlig livskvalitet, hvor mobning og lavt selvværd fylder meget.