Fortsæt til indhold

Debat: Lad os få kendsgerningerne på bordet

Samfund
Carsten Nørgaard, Søskrænten 26, 8400 Ebeltoft:

"Når man læser redaktør Lars Normans artikel af 7. januar om Kalø, besøgscenter og Slotskro kan man få den opfattelse, at modstandere af et byggeri på stranden ikke helt har forstået situationen og han kommer så med sine ”faktuelle kendsgerninger”.

For nu at sikre, at alle ved hvad faktuelle kendsgerninger er, så …

Vi skal huske, at Naturstyrelsen og på Nationalparkfonden er to selvstændig juridisk enheder. Det fælles er dog, at de begge refererer til Miljøministeren, men uafhængige af hinanden. For eksempel; skulle et center blive bygget, skal Nationalparken betale leje af jorden til bygning og parkeringsareal til Naturstyrelsen, altså af de penge de skulle have brugt til formidling og naturgenopretning lige som de skal betale leje af Strandhuset.

Derfor er det heller ikke – på papiret – Nationalparken der er involveret i kroens forhold. Forpagteransættelse er udelukkende en sag for Naturstyrelsen. At Nationalparken gerne ville havde været involveret er velkendt, men det blev den ikke. Dermed hænger det heller ikke sammen med en eventuel forpagtning af et tilsvarende sted i det eventuelle besøgscenter.

Når Lars Norman nævner, at kommunen ikke har besluttet at bygge et besøgscenter, så ved han jo også godt, at kommunen har stået på hænder for især den forrige bestyrelse og der blev allerede i 2015 dannet fælles TASK FORCE med deltagelse af kommunes folk for at gennemføre dette. Og – kommunen kunne jo sige nej til en ny lokalplan, som UDELUKKENDE blev skabt for at tilgodese det store nybyggeri.

Den 29. november 2018 indkaldte kommunen til borgermøde om en ny lokalplan og ved dette møde fortæller borgmesteren på 2 minutter, hvor vigtig han synes det er med det center. Herefter styres KOMMUNENS møde i 22 minutter af den daværende leder af Nationalparksekretariatet og da der stilles spørgsmål til kommunen, vil borgmesteren ikke svare, men beder Nationalparken gøre det!

Så; at kommunen ”har ingen aktier i det planlagte besøgscenter” andet end et bestyrelsesmedlem, er ikke sandt.

Borgmesteren nævnte dog, at udarbejdelsen af lokalplanen havde været et ”omfattende arbejde”, og man kan kun gisne om, hvad det har kostet, men det har mindst været fem-cifferet beløb.

Hvad angår de i indlægget nævnte 40 millioner kroner, så er det ikke korrekt.

Hele konceptet koster jf. Nationalparkens bestyrelsesmødereferat af 1. maj 2018 50,4 millioner kroner (”80% af 63 millioner”. De 20% skal bruges til ”trædestenene”). Dertil kommer 125.000 kroner til opmåling af Strandhuset og 2,3 millioner kroner til ombygningen af denne (jf. bestyrelsesmødereferat af 14. december 2017). Så det er ikke 40 men 52,8 millioner kroner der skal bruges, hvis administrationen skal flytte ind i Strandhuset og et stort center skal bygges. Dertil kommer parkeringsanlægget.

Hvis gulvene trænger til at blive udskiftet i Slotskroen, så er det en ting, men begynder man at ændre på bygningen og fjerner man bygninger, skal der søges tilladelse til dette og foreligger disse fra rette myndigheder? Da den nye lokalplan (420) ikke kan effektueres, da den er påklaget, er det lokalplan 41 der gælder. Denne siger tydeligt, at man kan lave tilbygning til kroen for at lave et besøgscenter under forudsætning af, at denne tilbygning er opført i samme byggestil som selve kroen. Så hverken Naturstyrelsen eller forpagterne kan ændre noget uden at skulle følge loven.

I øvrigt … ”erfaring fra restaurationsbranchen” nævner redaktøren om de nye forpagtere. Hvis erfaringen kommer fra de to nævnte grillbarer i og ved Randers, så er det så som så at kalde disse for ”restaurant”. Men lad indtil videre tvivlen komme de nye forpagtere til gode, hvad angår evnerne og interessen inden for det kulinariske."