Gnisten er væk: Hwam Living lukker og slukker
De kommende uger holder brændeovnsbutikken ophørsudsalg
Forlev 10 år efter, der første gang blev tændt op i brændeovnene i butikken Hwam Living på Foerlev Møllevej, lader Maibritt Hvam Pedersen og hendes far Vagn Hvam Pedersen nu flammerne dø ud.
"Det er tid til, at der skal ske noget andet," konstaterer Maibritt Hvam Pedersen, der håber at kunne fortsætte karrieren indenfor marketing.
Hun erkender, at det er en speciel fornemmelse at lukke og slukke.
"Jeg kommer helt sikkert til at savne kontakten med kunderne, hvor mange er kommet her gennem adskillige år," siger hun.
Vagn Hvam Pedersen konstaterer, at salget af brændeovne i Danmark er mere end halveret i løbet af forholdsvis kort tid.
"I Danmark har vi et mærkeligt og helt andet forhold til brændeovne end i vores nabolande, godt ansporet af et lobbyarbejde fra bl.a. elbranchen. Jeg mangler stadig gangbare beviser på, at moderne brændeovne forurener så meget, som nogle hævder," lyder det fra 75-årige Vagn Hvam Pedersen, der gennem flere årtier har gået foran indenfor innovation af brændeovne og var manden bag brændeovnsfirmaet Hwam A/S i Hørning.
"Den kamp overlader jeg nu til andre at tage," siger han.'