80 år: Markant iværksætter runder et skarpt hjørne i livet
Peter Rasmussen havde ingen anelse om, at han i 1974 startede et erhvervseventyr i sin garage i hjemmedomicilen i Malling
RØNDE-FØLLE Mandag 20. januar kan grundlæggeren af PR electronics i Følle, Peter Rasmussen, fejre sin 80 års fødselsdag. Festivitas i større målestok bliver der nu ikke tale om.
"Vi fejrede min runde fødselsdag og en masse andet i efteråret på Rosenholm Slot, så der har været festet nok," fortæller Peter Rasmussen, der sammen med sin kone Birgitte Rasmussen som selv har en fortid som ansat hos PR electronics, nyder sit otium i den smukt beliggende villa i Rønde Midtby.
"Det kniber lidt med balancen og synet, men ellers har jeg det helt fint," siger den snart 80-årige iværksætter.
Var han amerikaner ville man ikke tøve med at se ham som levendegørelsen af et gammelt ideal ovre på den anden side af Atlanten, der fortsat lever i bedste velgående: Drømmen om at starte som gadefejer og ende som millionær. ’Den amerikanske drøm’ omfatter et sæt af værdier og idealer bygget på forestillingen om, at enhver amerikaner ved flid og arbejdsomhed kan opnå velstand og kravle op ad den sociale rangstige.
Startede i Malling
Nu er Peter Rasmussen pæredansk og heldigvis for det. Flid og arbejdsomhed har kendetegnet hans virke og godt købmandskab og det A.P. Møllerske bonmot om 'Rettidig omhu' været hans ledetråd gennem livet sideløbende med, at han har haft et iværksætter-gen, der har givet hans virksomhed en volumen, som hverken han eller andre kunne ane, da kimen til virksomhedseventyret om PR electronics blev sået i 1974 i garagen hos elektromekaniker og senere også svagstrømsingeniør Peter Rasmussen i Malling.
Efter et års tid blev den første medarbejder ansat, og det var elektroniktekniker Kaj Harbo, som indtil for et år siden fortsat arbejdede i virksomhedens udviklingsafdeling, før han gik på pension.
Senere Mørke
Efter et par år flyttede Peter Rasmussen og familien, der også talte sønnen Kim Rasmussen, fra Malling til Mørke til mere plads og i 1982 etablerede PR electronics sig med nu 15 ansatte på Lerbakken i Følle.
"Det var en tilfældighed, at det lige blev Mørke. Jeg kan huske, vi også kiggede på noget i Ebeltoft og i et par andre kommuner," fortæller Peter Rasmussen.
Siden har virksomheden udvidet seks gange og har også sikret sig arealer på Lerbakken til kommende udvidelser.
Her beskæftiger PR Electronics i dag 130 medarbejdere. World wide har virksomheden datterselskaber i otte lande, Kina og USA inkluderet, så det samlede antal medarbejdere i dag er på 205-206 ansatte.
Det er siden 1974 kun gået fremad for elektronikvirksomheden, som fremstiller signalbehandlingsenheder til procesindustrien med kraftværker, fødevarevirksomheder, kemiske industrier og industrielle maskinfremstillere som de største kunder.
Eventyret om PR electronics er ikke funderet i store forkromede planer og tonstykke bunker af strategipapirer.
"Nej, jeg vil bare sige, at vi har tænkt os godt om og sammen med dygtige medarbejdere formået at skabe en gunstig udvikling i takt med, at vi er kommet ind på nye markeder. Danmark er pr. definition det mindste marked, så det var oplagt at opsøge større markeder som USA uden at lave større markedsanalyser først, " siger Peter Rasmussen.
"Jeg har altid værdsat en meget flad struktur i virksomheden, hvor jeg forsøgte at have et fint kendskab til samtlige medarbejdere og deres familier."
Fra far til søn i 2009
I 2009 takkede Peter Rasmussen af som administrerende direktør og overlod direktionskontoret til sønnen Kim Rasmussen, i dag 55.
Har var som dreng også skrap med loddekolben og en del af familiens iværksætterprojekt. Han blev student fra Rønde Gymnasium og uddannede sig indenfor datalogi og matematik på Århus Universitet.
Generationsskiftet skete formelt 30. april 2009, hvor Kim Rasmussen overtog det overordnede ansvar for PR-electronics.
"Det lå ikke i kortene fra start, at Kim skulle tage over, men da han kom ind i virksomheden i 1994 som salgsdirektør, hvor han startede vores første datterselskab i Frankrig efter første at have arbejdet i landet i tre år i Frankrigs svar på Silicon Valley, så begyndte generationsskiftet lige så stille at modnes," siger Peter Rasmussen.
"Generationsskiftet forløb relativ nemt. Kim fik hurtigt ansat en selvstændig og kompetent direktion, som frigjorde ham til at fokusere på strategi, vækst og udvikling. Det fik jeg aldrig selv gjort, og det er måske noget af det eneste, som jeg fortryder, når jeg kigger tilbage."
I dag bor Kim Rasmussen fortsat i Frankrig sammen med sin kone Benita, som er født og opvokset i Rønde. Familien har en dreng på 19 år og en pige på 16 år.
Det er usandsynligt, at familien flytter tilbage til Rønde. Det har været prøvet i en kortere periode, men i dag foretrækker familien at bo i Sydfrankrig og lade Kim Rasmussen pendle mellem Danmark og Frankrig.
Det giver også mening i betragtning af, at Kim Rasmussen har hele verden, eller det meste af den, som sin arbejdsplads.
Han er jævnligt på farten til virksomhedens øvrige destinationer eller på besøg på messer og hos større kunder.
Et flot livsværk
Erhvervseventyret PR electronics har siden 1974 været drevet af nysgerrighed og løbende produkt-innovation.
Fra en beskeden opstart for 46 år siden med kun én ansat - til mange produktområder, otte datterselskaber og over 200 ansatte i dag har PR electronics udviklet sig et stort navn inden for signalbehandlingsprodukter all over the world. Den snart 80-årige iværksætter og opfinder Peter Rasmussen kan ikke andet end være stolt af sit livsværk, som han fortsat følger, men ikke længere blander sig i.