Fortsæt til indhold

Efter lussing: Restaurantejer får 20 dages betinget fængsel

Ejeren af restaurant Hos Molboerne i Ebeltoft har nu fået sin dom, efter han stak en kvindelig ansat en lussing

Samfund
Katharina Andersen

Ebeltoft Der er nu faldet dom i sagen om restaurantejer af Hos Molboerne, der i sommers langede en kvindelig ansat en lussing. Ved byretten i Randers blev han dømt for vold og modtog en dom på 20 dages betinget fængsel.

Det skriver Fagbladet 3F.

Sagen udspillede sig tilbage i juli, hvor en kvindelig tjener anmeldte restaurantejeren for vold, efter at ejeren havde givet hende en lussing og taget hårdt fat i hendes arm, så hun faldt til jorden.

Den tiltalte har fået 20 dages betinget fængsel, der altså betyder, at han er kendt skyldig, men at han undgår at komme i fængsel, hvis han ikke begår yderligere kriminalitet i prøveperioden.

Dommen blev ikke anket, og restaurantejeren har forklaret følgende til Fagbladet 3F:

"Jeg kunne ikke beherske mig, beklageligvis. Jeg skammer mig over, at jeg kunne finde på det. Og jeg er meget ked af de problemer, jeg har påført både min far og restauranten," siger han.