"Der er bare nogle ting, jeg ikke skal"

Som et lyn fra en ellers klar og ubekymret himmel får hun pludselig en knytnæve i maven, der knurrer sig sammen. Hun begynder at græde helt ustyrligt, spænder i kroppen og får paniktanker om, at her er det farligt at være.

Så hyperventilerer hun og er ikke til at komme i kontakt med. Det kan vare fem minutter eller en halv time.

"Det er et spørgsmål om overlevelse. Jeg føler ikke, at jeg skal dø, men jeg føler, at det her skal til, for at jeg kan overleve. Det er skræmmende at være i, og jeg er bevidst om, at jeg måske skræmmer dem, der er omkring mig."

Sådan fortæller 23-årige Signe Lindemann hjemme ved sit køkkenbord om den angst, der har været en del af hendes liv siden de tidlige teenageår.

Hendes diagnose, som hun fik som 17-årig, lyder på 'let til moderat angst'.

"Jeg har angst over for situationer, jeg ikke kan kontrollere, og når jeg skal gøre ting på egen hånd," forklarer hun.

Hun har både været hos psykolog, været i hypnose og talt med en studenterpræst. Hver gang er hun blevet klogere på sig selv og på, hvordan hun skal tackle hverdagen.

"I dag er jeg kommet så langt, at jeg ikke mærker angsten til daglig. Jeg skal kæmpe med sommerferier og ture til København, for der kommer jeg i uvante situationer. Og jeg kommer aldrig til at tage alene ud at rejse eller med personer, jeg ikke kender rigtig, rigtig godt, men det er bare mit livsvilkår. Jeg føler ikke, at det er et afsavn. Jeg kender bare mig selv godt nok til at vide, at det ikke er alt, jeg kan. Så kan jeg nogle andre ting."

Ni dage med angst i Tanzania

Sidste gang Signe Lindemann havde et angstanfald var for et år siden, da hun, efter en lang periode uden at mærke noget til sin lidelse, følte sig i stand til at tage tre uger til Tanzania, som en del af hendes pædagogstudium.

"Der fik jeg allerede på turen derned angstanfald, og den studenterpræst, jeg siden talte med, mener, at jeg har haft et ni dage langt angstanfald, før jeg endelig tog beslutningen om at tage hjem. Det væltede mig, men det fik mig ikke ned på bunden," siger Signe Lindemann om oplevelsen, som hun i dag godt kan føle sig stolt af:

"Det er en læring, som har gjort mig stærkere."

I dag bor hun sammen med sin kæreste på niende sal på Møllevangs Allé, bliver pædagog til sommer og har en masse gode venner. Nytårsaften var hun sammen med en gruppe af veninder. På forhånd havde Signe bestilt en taxa til kokken 01.30. Så vidste hun, at det var der, hun skulle hjem.

"Så havde jeg ro i maven og kunne nyde aftenen," forklarer hun og tilføjer efter en kort pause:

"Jeg kender mig selv så godt i dag. Jeg håndterer angsten ved at planlægge så godt jeg kan, uden at det tager overhånd."

Tal om det

Og så er hun blevet god til at tale om angsten. Da hun begyndte på pædagogstudiet, fortalte hun sin tutor (ældre studerende der tager imod de nye) om sin angst.

"Det var rart at vide, at hvis der nu skete noget, så vidste hun besked."

I det hele taget er mere åbenhed frem vejen, mener Signe Lindemann.

"Det kan være så svært at forstå for folk. Vi er jo alle bange en gang i mellem. Men forskellen er, at det bliver ekstremt for mig."

Hun opfordrer til, at man taler mere om angst, og hvis man kender nogen, der har lidelsen, så skal man ikke være bange for at spørge til det.

"Jeg er ikke en lukket bog, men vil gerne fortælle for at give folk en forståelse for lidelsen. Det, tror jeg, er vejen frem. Der er efterhånden så mange, der lider af angst i en eller anden grad, så hvorfor snakker vi ikke mere om det?," spørger Signe Lindemann og har dermed taget de første skridt på vej mod at afmystificere lidelsen.