Sygefraværet for ansatte i Aarhus Kommune ligger på det højeste niveau i fire år
De ansatte i Aarhus Kommune havde 12,9 dages sygefravær i 2019 – det højeste niveau siden 2015 – og en hel dag over målet. Borgmesteren fastholder målsætning
Efter at sygefraværet blandt Aarhus Kommunes ansatte i 2017 dykkede til et historisk lavt niveau, er det gået den stik modsatte vej i fjor. Her endte sygefraværet på 12,9 dage – det højeste siden 2015 – og godt og vel en halv dag højere end i rekordåret.
Det fremgår af nye tal fra Aarhus Kommune.
Stigningen i det gennemsnitlige sygefravær pr. fuldtidsansat sker på trods af, at kommunen har haft et stort fokus på at få det nedbragt. Det besluttede et flertal af Aarhus Byråds partier i 2015 ved budgetlægningen. Forventningen var, at sygefraværet over tre år skulle reduceres med mindst halvanden dag – fra 13,4 dage i 2015 til 11,9 dage ved udgangen af 2018.
"Det er ikke tilfredsstillende, at vores sygefravær er steget," siger borgmester Jacob Bundsgaard (S) og konstaterer, at der ikke er en entydig forklaring på stigningen, men at denne tendens også ses på landsplan.
Han har ikke tænkt sig at nedjustere ambitionerne.
"Vi har stadig som målsætning, at fraværet skal bringes ned på de 11,9 dage, som byrådet fastsatte tilbage i 2015. Jeg mener også, det er realistisk," lyder det fra borgmesteren.
Ny indsats skal være kurenIfølge kommunen lå Aarhus i 2018 nummer syv på listen over kommuner med det laveste sygefravær. Kommunen har endnu ikke kunnet få sammenlignelige 2019-tal fra de øvrige kommuner, men oplyser, at det ser ud til, at Aarhus har oplevet en større stigning end på landsplan.
Her repræsenterer næstformand Mette Fuglsig Schjødt medarbejderne, og hun fremhæver, at sygefraværet nu bliver et fælles problem frem for den enkelte syges problem. Næstformanden kalder stigningen for »møghamrende ærgerlig«.
"Arbejdsmiljøet og sygefraværet hænger sammen. Det siger noget om, at man er for få på arbejde og bliver presset – man skal kunne præstere og præstere, fra man kommer, til man går," siger Mette Fuglsig Schjødt, der også er næstformand i fagforeningen Foa.