Gentagelsen – gudstjenesten igen-igen

præsteklumme Gudstjenesten om søndagen er omdrejningspunktet i det kirkelige liv. Sådan har det været fra kirkens begyndelse, og det hverken kan eller skal der ændres på. Højmessen, som gentages uge for uge, er pulsen i menighedens liv. Det hænger sammen med noget fundamentalt i det kristne budskab. Dette fundamentale kan beskrives med begrebet: gentagelse. Det er et begreb, der går helt tilbage til de første teologer i oldkirken. Grundtvig var optaget af, men også Søren Kierkegaard interesserede sig for det og skrev en hel bog med titlen: Gjentagelsen.

Det fundamentale ligger i det forhold, at det kristne budskab er en historie om Guds søn, der i den grad identificerer sig med mennesket, sagt på en anden måde: identificerer menneskets liv med sit. Der finder en gentagelse af hans historie sted i vores. Det er tydeligt i dåben, hvor vi døbes til hans liv og lidelse, til hans død og opstandelse. Vi døbes til at gentage hans historie. Der er naturligvis aldrig tale om en fuld identisk gentagelse, og derfor er der plads til fornyelse i gentagelsen. Det skal der være.

I oldkirken gav gentagelsen anledning til det fortolkningsprincip, vi kalder for det typologiske. Det vil sige, at en begivenhed eller historie fra Det gamle Testamente har sin tilsvarende i Det nye. Sansen for gentagelsen af de gamle myter og historier, temaer og strukturer kan åbne vores blik for, hvor stærkt Bibelen har påvirket og påvirker skønlitteraturen i vores del af verden, fordi disse temaer og så videre går igen, gentages.

Men det er gudstjenesten, det drejer sig om i dag. Den er blevet og bliver fornyet i disse år. Fint nok. Der skal som sagt være plads til fornyelse, men vi skal ikke glemme gentagelsens aspekt, og at for eksempel genkendelighed er en styrke ved gudstjenesten. Det er rart at føle sig hjemme, uanset hvor i landet man går til gudstjeneste.

Fornyelse må altid ligge en kirke, der har rod i reformationen, på sinde, men fornyelsen må for eksempel ikke udspringe af følelsen af, at gentagelsen er triviel, for det er den netop aldrig! Det kan måske føles sådan for en præst, der i mange år har haft to gudstjenester hver søndag. Men derfor bør fornyelsen også komme nedefra og ikke fra præsterne, for det bliver nemt præsternes halvprivate ønsker om forandring eller deres flyvske idéer om, hvad folk vil have, der bliver bestemmende.

I sin bog sammenligner Kierkegaard gentagelsen med erindringen og skriver, at erindringen er den græske eller menneskelige måde at betragte livet på, mens gentagelsen er den moderne. Her tænker han nok på den nyere filosofi, men har især kristendommen i tankerne, for moderniteten kommer af kristendommen!

Man kan nemlig fortabe sig i erindringen, mens gentagelsen som alternativ får det forgangne til at blive til i nuet eller med Kierkegaards egne ord: "det, der gjentages, har været, ellers kunde det ikke gjentages, men netop det, at det har været, gjør Gjentagelsen til det Nye." Den egentlige fornyelse ligger således allerede i gentagelsen, og den fornyelse skal vi fastholde – det udelukker ikke, at vi eksperimenterer, men det betyder, at vi skal kunne genkende gudstjenesten.