Fortsæt til indhold

Ildsjæl spreder liv og glæde i Rosenhøj

Sabah Alkadhemy er ikke den der larmer. Men hun skaber masser af liv og glæde omkring sig i lokalområdet i Rosenhøj

Samfund
Jannik Stanley Nielsen

portræt Snakken går omkring det store bord midt i lokalet. Sabah Alkadhemy er i fuld gang med at hjælpe en række kvinder med forskellige gøremål, da hun rejser sig og venligt giver hånd og lyser op i et af sine mange smil.

"Godt at møde dig. Velkommen til Nabohuset – vil du se?", spørger hun og viser rundt.

Nabohuset ligger midt i Rosenhøj i Viby, et centralt sted for områdets sociale liv – og det er da også herfra, det meste af Sabah Alkhademys verden går med utallige aktiviteter. Alle skal have en hånd, og det er en pligt at hjælpe, hvor man kan, mener områdets varme ildsjæl, som dagligt gør en indsats for dem hun møder på sin vej og som har brug for det. Det var da også en grundene til, at hun for nylig blev indstillet til prisen som 'Årets Boligsociale Ildsjæl' af medarbejderne hos den boligsociale helhedsplan i Viby Syd, der følger hendes arbejde tæt til daglig. Hun vandt ikke, men det betyder ikke noget for hende, fortæller Sabah.

"Jeg arbejder og hjælper bare hvor jeg kan, og det vil jeg altid gøre, pris eller ej", siger Sabah Alkhademy med rolig overbevisning i stemmen.

Mad danner fællesskaber

Hun er uddannet bygningskonstruktør, men har måttet trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet på grund af helbredsmæssige problemer og er i dag førtidspensionist. Det har givet hende tid og frihed til at gøre en indsats for området, og det gør hun. Hver dag. På mange måder. Blandt andet en stor fællesspisning en gang om måneden for op til 140 personer fra både Rosenhøj, Kjærslund og Søndervangen. Her deltager mennesker fra mange forskellige kulturer, hvilket også afspejler sig i maden, som er lige så varieret som gæsternes kulturelle baggrunde. Og det er en af de vigtige ting ved den indsats, som hun gør for området- at danne fællesskaber, siger Sabah Alkhademy.

"Det er så vigtigt at knytte folk sammen på tværs af kulturer, og mad og fællesskabet omkring det er en af måderne. Men det vigtige er bare at skabe smil og håb og glæde - til så mange som muligt, så tit som muligt. Det er faktisk mit liv at give noget til andre, og jeg forventer ikke at få andet igen, end at folk bliver glad," siger Sabah Alkhademy, som har boet 15 år i Rosenhøj.

Balancekunst og grøn vækst

Fællesspisninger er langt fra det eneste, den aktive kvinde er involveret i. Udenfor Nabohuset står 15 store plantekasser, som områdets beboere nusser om og som skaber grønt liv og vækst – de såkaldte nyttehaver, som er til stor glæde for mange af områdets beboere. Sabah har selv en og er også med i arbejdsgruppen omkring det. Hun har også lært sig selv at cykle, og da hun mestrede den ædle kunst at balancere på jernhesten (efter tre forsøg), gav hun straks sine nyerhvervede kundskaber videre til andre af områdets kvinder, som nu nyder farten og friheden på to hjul. Hun er også en vigtig del af områdets store årlige byfest, hvor godt og vel 1.000 mennesker deltager, hun lærer andre at strikke og hækle, og samtidig har hun etableret en læsegruppe for områdets kvinder, hvor de hver tirsdag mødes med en læseguide og deler historier fra deres eget liv med udgangspunkt i de tekster de læser. Og alt det, hun ellers når på sin vej.

Sabah Alkhademy har i årevis ydet en stor indsats for sit lokalområde i Rosenhøj.

Venlig og tillidsskabende

Trine Damgaard Møller er boligsocial medarbejder i Viby Syd og var med til at indstille Sabah Alkhademy til prisen, fordi hun fortjener et skulderklap, mener Trine Damgaard Møller.

"Sabah er en af hverdagens naturlige helte, som simpelthen gør som hun gør, fordi hun har et fantastisk hjerte og er et dejligt menneske med sit venlige og tillidsskabende væsen. Men Sabah forventer ikke at få noget igen, hun er simpelthen en ydmyg og kærlig ildsjæl, som gør det af kærlighed til området og til mennesker”, siger Trine Damgaard Møller. Og Sabah føler da også en stor motivation til at blive ved.

"Det bedste jeg ved, er at skabe smil. Og dem er heldigvis mange af i Rosenhøj," siger Sabah Alkhademy og leverer selv et stort et af slagsen.