Det er helt nede på jorden at være kærester med ham
En helt almindelig pige fra Aalborg er kæresten, der er ved siden af Wammen
Hun er en pige med fødderne plantet solidt i den jyske muld - godt nok bor hun i hovedstaden med sin kæreste, men alligevel.
Og kæresten er ikke en hr. hvem som helst. 35-årige Karen Lund fra Aalborg er kvinden, der gennem de seneste lidt mere end to år har stået ved siden af den tidligere Aarhus-borgmester Nicolai Wammen (S).
Men hvordan er det egentlig at være kæreste med en offentlig person?
"Det er helt nede på jorden at være sammen med Nicolai. Vi har en hverdag og vores rutiner, og vi prioriterer at have nogle timer sammen, hvor vi spiser aftensmad og får talt om alt muligt," fortæller Karen Lund.
Selv om Karen er fra Aalborg, og parret bor sammen i København, så er de tit i Aarhus, og hun elsker byen ligeså meget som sin kæreste.
"Nicolai er mest glad, når vi er i Aarhus. Han flyttede over til mig i København, fordi jeg har job der, og det er selvfølgelig her, vi har en hverdag, men Aarhus er en god by," siger Karen, der er kommunikationsrådgiver i Dansk Sygeplejeråd.
"Frederik er sød"
Når man er sammen med en nu godt nok tidligere minister, så følger der også nogle ting med, som et "almindeligt" kærestepar ikke oplever. Hun har blandt andet været til fest ved dronningen flere gange, og det har været en stor oplevelse for hende. Hun er nemlig royalist, og det har hun fra sin mormor.
Karen har derfor været både glad og ydmyg, når hun har været til bal på slottet sammen med sin kæreste.
"Det er en stor ære, og det er noget, man gør noget ud af. Min mormor er den første, der køber Billed Bladet, når vi har været af sted til fest," siger Wammens kæreste og fortsætter:
"Jeg har jo set det i tv altid, så det er ret specielt, når man selv har stået og været en del af det."
Karen Lund betegner Danmarks kronprins Frederik som en rigtig sød mand.
Første gang hun var til fest med de kongelige i selskab med Nicolai Wammen, kom den kommende konge gennem lokalet og direkte hen til hende og sagde hej.
"Han bemærkede, at det var første gang, jeg var med, og det var betænksomt af ham, synes jeg."
En tro støtte
Under hele valgkampen har Karen Lund hjulpet Nicolai Wammen, og da valgnederlaget var en realitet, var hun ligeså træt af det som alle andre socialdemokrater, der var til stede på Borgen.
Hun ser dog tilbage på en valgkamp, der har været interessant, og hvor hun har kæmpet for én person og ikke "kun" et helt parti.