Fortsæt til indhold

Anklager mod firma: Arbejder uforsvarligt, underbetalt og uden overenskomst

Firmaet vil ikke underskrive overenskomst, bruger underbetalt arbejdskraft, og arbejdet foregår uforsvarligt, lyder det fra 3F. Firmaets direktør afviser pure

Samfund
Finn Due Larsen

Faglig kamp Et fjernvarmearbejde på en villa i Albertslund er blevet indstillet, efter firmaet der udførte arbejdet, Urban Byg, er blevet omfattet af en sympatikonflikt fra 3F og LO.

"De vil ikke underskrive overenskomst, og derfor har LO på vegne af alle forbund varslet sympatikonflikt", siger Tue Tortzen, faglig sekretær i 3F Høje-Taastrup.

Sympatikonflikten betyder, at ingen firmaer som har overenskomst, må udføre arbejde eller levere varer på denne byggeplads eller andre af Urban Bygs arbejdspladser.

Tue Tortzen tilføjer, at beslutningen er truffet efter Urban Byg tidligere, i 2016, har fået en henstilling om at det skulle indgå overenskomst. En henstilling, der ifølge 3F ikke er blevet fulgt.

"Derfor har sagen været til behandling i LO, hvor det blev besluttet at iværksætte en sympatikonflikt."

Firmaet er også indberettet til Arbejdstilsynet af 3F. Det sker på baggrund af, at 3F mener, at firmaet "bruger underbetalte kroatiske arbejdere som ikke har værnemidler, for eksempel når de sliber gasbeton og støvet står i skyer om dem", som det er formuleret, og det fremgår videre af indberetningen:

"Der er ingen steder de kan spise deres mad og opbevare den køligt eller vaske sig."

Sympatikonflikten betyder, at fjernvarme-arbejdet på villaen, der ligger i Albertslund Vest, foreløbig er indstillet, da bygherren ifølge 3F har opsagt aftalen med Urban Byg, og nu vil finde en anden til at udføre arbejdet.

"Vort mål er, at firmaet får overenskomst så folkene får samme løn og arbejdsvilkår som andre på det danske arbejdsmarked, og at deres sikkerhedsforhold følger loven", siger Tue Tortzen.

"Det sikrer også sunde og lige konkurrenceforhold. Danske firmaer med orden i sagerne kan ikke konkurrere med disse dumping-firmaer."

"Røverhistorier"

Hos Urban Byg afvises alle påstande fra 3F og LO:

"Jeg underbetaler ikke mine medarbejdere, de får en reel løn på lige vilkår med danske arbejdere. Jeg føler mig ikke forpligtet til at melde mig ind i 3F og deres overenskomst", siger en vred direktør, Nikola Nadarevic, der også stiller sig udforstående overfor indberetningen til Arbejdstilsynet:

"Jeg har sørget for byggeplads-faciliteter til mine medarbejdere i form af byggepladsvogn med toilet og spiseforhold. Yderligere har jeg leveret mine medarbejdere med arbejdsmiljø-udstyr til at udføre slibearbejde."

Nikola Nadarevic lader forstå, at han anser beslutningen i 3F og LO for useriøs, da den efter hans mening har baggrund i utilfredshed hos en tidligere ansat:

"Han var sur over, at han ikke kunne få lov at drikke øl i arbejdstiden. Han valgte så en anden arbejdsplads, men er gået videre til 3F med nogle røverhistorier, som man så bare har troet på."

Nikola Nadarevic føler, at han og hans firma bliver uretfærdigt behandlet:

"På grund af 3F chikane og mafia-metoder, har jeg været nødsaget til at opsige min kontrakt, hvilket jeg ikke føler er fair."