Gammel engvej i nye klæder
I Vester Velling bliver 500 meter ny sti indviet 25. januar
Vester Velling En forlængelse af den gamle engvej, som går fra Kirkevej i Vester Velling ned mod Nørreåen, er nu en realitet.
Vejen har for mange år siden været brugt af lokale lodsejere i forbindelse med driften af eng-arealerne nede i Nørreådalen, men den stoppede 500 meter oppe i bakkerne nord for Vester Velling, og det ønskede Vester Velling IF og menighedsrådet at lave om på. Derfor er vejen nu forlænget med 500 meter og koblet på den gamle engvej, som ender nede i dalen ved en eksisterende grusvej.
25. januar kl. 11.00 bliver vejen officielt indviet af Vester Velling IF, Menighedsrådet for Ulstrupbro, Sdr. Vinge og Vester Velling samt alle interesserede. Arrangementet begynder på p-pladsen ved Vester Velling Kirke med en præsentation og efterfølgende gåtur.
Åbner op til naturen
Rolf Ebbesen var initiativtager til projektet. Han bor i den gamle præstebolig tæt ved engvejen.
"Jeg havde længe gået og set på den her sti og tænkte så, at vi burde gøre noget, så alle kunne få mulighed for at bruge den. Det giver bedre adgang til naturen og en mulighed for at udnytte det, som er lige her. Set fra idrætsforeningens synspunkt er det jo en glimrende mulighed for at kunne løbe, cykle og vandre," fortæller han og forklarer, at der på den nye vej desuden er bænke og infotavler med oplysninger om området.
Projektet er etableret med støtte fra Friluftsrådet, Landsbyrådet og Favrskov Kommune.