Massivt rotteangreb i nye lejligheder sender beboere på flugt: "Jeg har aldrig oplevet noget lignende"
Den gamle postbygning på Banegårdspladsen i Nykøbing Falster er for nyligt blevet ombygget til otte spritnye lejligheder, men glæder over at kunne flytte ind i en nyistandsat bolig er forlængst forduftet for lejerne. De nåede nemlig kun at bo få uger i lejlighederne, før rotter tog over og drev dem på flugt, skriver folketidende.dk.
”Jo, det er desværre korrekt. Der er et massivt rotteangreb i bygningen. Jeg har aldrig oplevet noget lignende. Vi har aldrig tidligere været oppe at slås med rotter, som vi er lige nu i Nykøbing, siger Simon Sellers, administrationschef for ejendomsselskabet Estate Invest, der ejer bygningen.
Beboerne flyttede ind så sent som i starten af december 2018, men der gik altså ikke længe før en gigantisk rottekolloni kastede deres kærlighed over byggeriet.
”Seks af lejlighederne er udsat for rotteangreb. I den ene lejlighed har der været flere rotter, end der kan tælles. Vi har været nødt til at brække gulvbrædderne op i lejligheden for at finde ud af, hvor rotterne kommer fra. Men vi har endnu ikke fundet årsagen,” siger Simon Sellers til folketidende.dk.
Estate Invest har hjulpet beboerne med genhusning i sommerhus i Marielyst-området, alt imens der arbejdes på højtryk på at komme plagen til livs.
”Vi har haft eksperter i kloakker til ad to omgange at undersøge kloakkerne. Der er blevet brugt gaskanoner for at finde huller i stikledninger, men lige lidt har det hjulpet. Vi er ikke kommet nærmere en løsning,” lyder det fra Simon Sellers.
jn