40 år hos Terma
Lokalavisen har modtaget ...
"Miljø- og energitekniker Gert Jørgensen har tirsdag 28. januar 2020 40 års jubilæum hos Terma i Lystrup.
Med en uddannelse som elektriker blev Gert Jørgensen i en alder af knap 25 år ansat i den daværende byggetekniske afdeling, hvor han siden har været en del af det facility-team, der vedligeholder Termas efterhånden ganske omfattende bygningsanlæg på Hovmarken i Lystrup.
Som miljø- og energitekniker har han en lang række opgaver med opbevaring og bortskaffelse af forskellige former affald, overvågning af varme, ventilation, lys mm., men også koordinering, planlægning og vedligeholdelse af bygninger og ikke mindst kontakt til eksterne håndværkere.
Gert Jørgensen har både privat og i relation til arbejdet en veludviklet sans for at optræde og underholde som stand-up’er, konferencier, rimsmed og musiker.
Han var i mange år ankermand i Terma-revyen, der var fast indslag i firmaets årlige julefrokost. Talentet omfatter imidlertid også optræden til fester, lejlighedssange samt konferencier gennem nu 30 år på Rosenholm Festival, hvor han også har været med i bestyrelsen.
Senest er han blevet en del af den musikalske trio ”Peps”, hvor han spiller cajón, et trækasseformet tromme-instrument af peruviansk oprindelse.
Gert er en hyppig bruger af letbanen mellem arbejde og hjemmet i Hornslet, hvor han bor sammen med beagle’n 'Makker' og fru Kirsten. Gert og Kirsten har tre sammenbragte og ét fælles barn – og indtil videre ét barnebarn.
Jubilæet markeres med en reception fredag 31. januar 2020 kl. 14:30 i kantinen hos Terma på adressen Hovmarken 4, 8520 Lystrup."