Barnefødsel og skrumpealder

præsteklumme I 1967 blev kunsthistorikeren Hans Edvard Nørregaard Nielsen far til en lille pige. Dengang var fædre ikke med til fødslen, så han blev sendt hjem fra hospitalet, da veerne begyndte:

"Jeg gik hjem gennem natten, men havde næppe fået mig lagt i det langsomt begyndende morgenlys, før et rart menneske fra hospitalet ringede for at fortælle, at jeg havde fået en datter. Beskeden lærte mig, at man aldrig til bunds kan forberede sig på store begivenheder. Jeg stod længe og prøvede at trække mine bukser ned over hovedet, men kom så af sted i en taxa med en strømpe på den højre fod, men ingen på den venstre."

Senere får Hans Edvard taget sygehusets hvide kittel omvendt på, og den ellers så veltalende mand bliver helt stum af overvældelse, da han ser sin lille datters ansigt. Jo, man kan aldrig til bunds forberede sig på store begivenheder.

Det er vel en af grundene til, at folk går i kirke? Nogle gange er livet simpelthen for stort til at kunne rummes derhjemme. Så har vi brug for ord, som kan favne det - bære det.

Det er derfor heller ikke så mærkeligt, at forældre gerne vil have deres børn døbt. Et nyfødt barn er jo noget på én gang så dyrebart og så sårbart. Et stort ansvar lagt i vore hænder. Et lille væsen, som med tiden skal lære at gå sine egne veje. Så er det godt at vide, at vor Herre er med.

Det er det nu også, når livet med tiden bliver mere forudsigeligt. Jo ældre vi bliver, jo mere styr får vi på mange ting. Livet får to strømper på.

Men så bliver vi måske også lidt mere stive i det, lidt mindre levende. Som i digtet 'Skrumpealder' af Halfdan Rasmussen:

"Din glatte hud/er blevet tør og runken./ Din røv er kold/og din begejstring lunken"

Den slags kan også være svært at håndtere. Det, at livet med tiden kan skrumpe ind. Man kan aldrig forberede sig til bunds på store begivenheder, jo vist, men det kan faktisk også være sin sag at håndtere en lidt for stille hverdag.

Allerede når ens første barn fødes, rykker man en generation op, og før man ved af det, er man blevet en af dem fra dagen i går.

Da er det godt, at kirken ikke kun taler til dem midt i livets store begivenheder, men også til dem, for hvem livet er mere forudsigeligt. At der midt i hverdagene ligger en søndag og venter på os.