Et par manglende fortænder og morgenhår…

præsteklumme Da jeg ringer på døren, er det mit barnebarn Juno på syv år, der åbner. Det vil sige, det er 'Elsa' fra Disneyfilmen 'Frost,' der i sin fine isblå prinsessekjole og hvide handsker tager imod. Hun mangler begge fortænder og har uglet morgenhår. Alligevel stråler øjnene af stolthed, mens hun glad danser foran mig ind i stuen.

Derhjemme havde 'morgen-TV' netop taget hul på det nye år med alle nytårsfortsætternes slankekure og træningsprogrammer, så vi i 2020 kan tage os allerbedst ud. Og senere, i bilradioen, hørte jeg, hvordan jeg på Instagram kunne vinde plastikoperationer og få ændret ting ved min krop, jeg aldrig havde overvejet kunne ændres – eller vidste så forkerte ud.

"Er du ikke bange for, du er med til at tegne et falskt kropsideal?" spørger radiojournalisten en ung kvinde, der har fået lavet ny næse, ny barm, ny bagdel, nye tænder og meget andet, og som på sin Instagram har 315.000 følgere til alle sine tiltag. Det er hun ikke. Det er psykologerne derimod:

"Instagram har stor magt over især de unge. Det forvrænger synet på deres kroppe og ødelægger deres selvværd. Og det bliver let normen, at det mindste, man er utilfreds med, det får man fikset med en operation," lyder det herfra.

Og så en ting mere: Hvad med vores menneskesyn? Jeg erindrer stadig en episode fra en bybus i Høje Tåstrup, hvor en lidt overvægtig, ung pige kommer til at støde ind i en anden ung pige.

"Kan du komme til, din fede ko?" spørger pigen hende – og hun fortsætter højlydt, nu henvendt til veninderne, med at sige, at "De overvægtige er en belastning, de lugter, og at ingen burde tvinges til at sidde ved dem i bussen."

Ingen i bussen tager til genmæle. Men den antastede pige går hjem og skriver et indlæg til de "modelsmukke piger," som hun kalder dem. Hun skriver, det i dag er blevet acceptabelt at pege fingre af folk, der er anderledes. Men at ingen har ret til at ydmyge nogen, bare fordi de ikke lever op til tidens idealbilleder. Ingen har for eksempel ret til at stemple overvægtige som dovne. Den dag i bussen var hun på vej til arbejde på et plejehjem:

"Jeg arbejder faktisk hårdt," skriver hun "og med glæde. Jeg ér ikke bare en belastning… "Og så slutter hun: "Jeg vil hellere være en fed ko, end jeg vil være kold og hård. For det er jo kærlighed, accept, værdighed og respekt, det handler om."

Det handler om menneskesyn. At vi ser hinanden som det, vi er: Skabt som noget helt unikt og meget værdifuldt, hvor ikke to af os er ens – og hvor vi hver især er bestemt til at leve hver vores betydningsfulde liv. Derfor er vi værd at elske, bare fordi vi er til.

Og derfor skal det være vores nytårsforsæt for 2020: "At det er respekt, kærlighed og accept, det handler om." Kun sådan tør vi åbne døren for hinanden, selv med manglende fortænder og morgenhår, og invitere hinanden ind i vores liv…