Præsteklumme: Giv slip – for at livet kan gro

præsteklumme Giv slip! Noget må du slippe for at livet kan spire og gro.

Som barn tog jeg rutebilen en gang om ugen for at gå på musikskole. Bussen sneglede sig vej ned gennem Salling. Den kørte ad alle mulige små veje, gennem små landsbyer. Jeg satte mig på forreste sæde og fulgte godt med. Jeg sagde ikke noget til chaufføren, for der stod jo et skilt oven over ham: "Chaufføren må ikke samtale under kørslen."

Hver gang vi skulle dreje, prøvede jeg at overføre min tanke til ham: "Venstre, venstre, kom nu…" Og tænk, det virkede! En gang om året blev ruten lagt om. Så kørte vi igennem nogle helt andre små flækker, på nogle endnu mindre veje. Så var jeg helt "lost," og jeg syntes, at det var et rent under, at vi virkelig kom til Skive og tilbage igen helt uden min hjælp! Sikke en masse spildt bekymring! Sikke en masse spildt fastholden af et ansvar, der slet ikke var mit! Jeg kunne have lænet mig tillidsfuldt tilbage. Nydt turen, eller sovet!

Giv slip! Noget må du slippe for at livet kan spire og gro. Måske er det dine egne planer og forestillinger om, hvordan det hele burde være? Eller måske er det dine egne behov, du må slippe? Eller dine egne grænser? Jeg tror, du må slippe din kontrol med alting mellem himmel og jord - og dermed må du slippe en hel del ansvar. Temmelig sikkert må du slippe noget ærekærhed og stolthed. Nå, ja – og så pertentligheden! Der kan være en hel del mere, du må slippe, for at fællesskab og kærlighed kan vokse op, og kærlighed og fællesskab er jo livet selv! Giv slip i tillid til, at Gud er den Gud, som giver væksten. Både derud i naturen lige nu, skjult under den kolde og klamme januar-sorte muld. Og skjult i dig. Og skjult imellem os. Kærligheden spirer – helt udenfor vores kontrol og ansvar!