Fortsæt til indhold

Ny, bæredygtig møbelbutik åbner i Mejlgade

Line Olesen fra Esbjerg er klar med et nyt showroom med bæredygtige møbler i centrum af Aarhus

Samfund
Camilla Kjærgaard Olesen

møbler Det var lidt ved et tilfælde, at esbjergenseren Line Olesen kom til at arbejde med møbler. Hun mødte et par gutter, der havde en sofakollektion, som de solgte online, men de havde svært ved at komme af med deres budskab til forbrugerne. Den egenskab har Line Olesen, da hun har arbejdet med markedsføring og digital udvikling, så de blev enige om at hjælpe hinanden og samarbejde.

Det blev startskuddet til noget stort, og i dag står hun bag brandet Make Nordic, der sælger arkitekttegnede møbler.

Man kan selv designe, hvordan sofaen skal se ud, og hvilken farve den skal være.

"Min kæreste har arbejdet med møbler altid, så jeg har haft god hjælp i ham. Jeg har altid taget udgangspunkt i det, jeg godt kan lide, og da jeg går meget op i økologi, bæredygtighed og miljøet, så var det meget naturligt for mig, at de møbler, jeg sælger, skal være bæredygtige," siger Line Olesen, der har haft det som en stor drøm at blive selvstændig.

Hun begyndte med et skrivebord i et kontorfællesskab i Esbjerg, inden det blev til det første showroom i København og senere i Esbjerg. Siden begyndelsen har hun drømt om at komme til Aarhus. Den drøm er nu gået i opfyldelse, for hun har nemlig åbnet et showroom i Mejlgade 74.

Originale lokaler

Alle møblerne er tegnet af skandinaviske arkitekter og produceret i samarbejde med danske og baltiske underleverandører.

Det hele er lavet i bæredygtige materialer, og står udstillet i det cirka 100 kvadratmeter store showroom i Mejlgade, hvor Line Olesen sammen med udlejer har valgt at lave gulve, trapper og vægge tilbage til den originale stil i boligen fra 1800-tallet.

Line Olesen står bag møbelbrandet Make Nordic i Mejlgade. Her er hun i underetagen, hvor hun har bibeholdt de originale balustre fra 1800-tallet.

"Der er så meget charme og historie i den her bygning, og det var lige det, vi gerne ville. Jeg synes, der er et spændende miljø, og kunderne er velkomne til at komme forbi til en kop kaffe og en møbelsnak," siger Line Olesen og fortsætter:

"Da jeg begyndte for lidt over to år siden, var der ikke ret mange i møbelindustrien, der havde fokus på bæredygtighed, men i dag er det det hotteste. Vi producerer selv de arkitekttegnede møbler og sælger dem via vores webshop. Der er ingen forhandlere eller fordyrende led - vi har kun vores egne showrooms. Jeg kan se, at vi har meget trafik på webshoppen og de sociale medier fra Aarhus, og generelt er der en stor efterspørgsel fra Nordjylland, så jeg ved, at der er en interesse for møblerne her."

Til udlandet

Med de tre forskellige showrooms i Danmark mener hun, at hun er godt dækket ind, og derfor er næste skridt at komme til udlandet med møblerne, der tæller både spiseborde, -stole, sofaborde, sofaer, lænestole og skamler samt bænke.

"Det næste bliver at udvide til resten af Norden og Tyskland samt flere steder i Europa. Skandinavisk design er jo populært i udlandet, så det er bare at komme i gang," siger Line Olesen.

Hun kommer til at holde åbent onsdag-lørdag, og man kan vælge at købe møblerne i butikken eller bestille dem online, og der er åbnet hus fredag 31. januar klokken 12-17 og lørdag 1. februar klokken 10-14.