Dining Week: Nyd en eksklusiv 10-retters menu hos Restaurant Moment for en plovmand
Den estimerede restaurant i Feldballe er med til at markere, at Danmarks første og Nordens største restaurantfestival fejrer 10 års jubilæum i vinterferien
Danmarks største restaurantfestival Dining Week fylder 10 år, og derfor er der gjort ekstra meget ud af festivalen i år (7.- 16. februar) . Med 35 jyske restauranter på programmet er Dining Week større end nogensinde i Jylland.
Dining Week giver mulighed for at opleve en lang række gode restauranter i hele Danmark. Restauranterne er store som små og spænder fra anmelderroste til folkelige favoritter. Fælles for dem alle er, at de har en høj overligger for kvalitet, og at de i en hel uge serverer en Dining Week-menu.
Blandt de nye madoplevelser på programmet er en eksklusiv 10-retters menu til en plovmand. hos 11 af landets bedste restauranter. En af de udvalgte er Restaurant Moment i økolandsbyen Friland, der sidste år blev tildelt en BIB Gourmand i Michelin-guiden.
'God mad til prisen'
En ting er Michelinstjerner. De har også en lillebror – og den hedder Bib Gourmand. De er siden 1955 blevet tildelt restauranter, der tilbyder 'god mad til prisen'.
"Vi glæder os til at deltage i Dining Week med 10-retters formatet, hvor vi får mulighed for at vise hvem vi er, og hvad vi kan. Det giver os mulighed for at fortælle om og vise vores ideer og budskaber til endnu flere. Vi vil gerne gøre op med den misforståelse, som mange har om, at der er et modsætningsforhold mellem gennemført bæredygtighed og luksus,” fortæller Rikke og Morten Storm Overgaard, indehavere af Restaurant Moment, hvor menukortet udelukkende består af vegetariske retter.
Der er aldrig en fast menu hos Moment, for ligesom årstiderne skifter, så skifter menuerne i takt hermed.
Klar holdning
Rikke og Morten Storm Overgaard er kendt som at være noget nær kompromisløse. De har klare holdninger til mad, økologi og bæredygtighed, fx har de deres egen madhave med et stort nærmest futuristisk drivhus. Deres vision om bæredygtig gourmet går videre end blot maden på tallerkenen. Restaurantens interiør er dansk design, produceret af lokalt træ.
Restaurantens tallerkenserie er skabt specielt til Moment og uden glasering, så tallerk-nerne kan komposteres. Bygningen, der huser restauranten fungerer som en demonstrationsbygning for bæredygtig teknologi, fx er væggene fyldt med halm og spildevandet genbruges.
Dining Week arrangeres af Foodmovers og partnerne San Pellegrino og Copenhagen Food.