Usædvanlig efterlysning: Dødsbo søges
Til en ny forestilling efterlyser Aarhus Teater et dødsbo samt pårørende, der vil fortælle om den, der boede der
Aarhus Teater deler en lidt usædvanlig efterlysning. For til en helt ny forestilling søger teatret et dødsbo.
"Har du mistet en mand/kone, mor/far, bedstemor/bedstefar? Kunne du have lyst til at dele dine minder om den, du har mistet? Og kunne du lade disse historier få nyt liv i en forestilling? Har du samtidig lyst og mulighed for at åbne op for afdødes hjem, således at forestillingen kan spille der? Så vil vi meget gerne i kontakt med dig," skriver teatret i en pressemeddelelse.
Det er til forestillingen 'Dødsbo', der får urpremiere 20. maj og indgår i Aarhus Teaters 'Udflugten-projekt', at teatret håber at finde frem til en afdøds hjem.
"For at kunne realisere forestillingen søger Aarhus Teater et hus eller en stor lejlighed i Aarhus eller omegn. Vi er derudover også særligt interesserede i, at en eller flere pårørende vil dele anekdoter, der knytter sig til ting i den afdødes hjem. Det kan være alt fra en sofa, til en pyntegenstand, til et kortspil, som kan være med til at fortælle historien om det liv, der har levet i det hjem, hvor forestillingen opsættes," fortsætter teatret i pressemeddelelsen.
Interesserede kan skrive til koordinator Anne Basse på udflugten@aarhusteater.dk eller ringe på tlf. 4213 4669 (telefontid er onsdage fra klokken 15-17.)
jwh