IT-købmænd fra Højbjerg leverer rekordregnskab
IT-virksomheden Proshop nærmer sig en omsætning på hele 1,5 milliarder kroner
Der må være grund til at finde det store smil frem på Michael Drewsens Vej i Højbjerg hos Proshop for tiden.
Virksomheden, som sælger alskens it- og multimedieudstyr, har netop leveret et rekordregnskab, der sprænger alle rammer.
"Vi leverer et rekordregnskab, hvor vi øger toplinjen med 30 procent. Vel at mærke samtidig med, at bundlinjen følger med op," siger CEO Ivan Jæger Christiansen i en pressemeddelelse.
Han har været administrerende direktør i tre år, og der er sket noget af en udvikling, siden han indtog posten.
Det nyeste regnskab for 2019 viser en omsætning på hele 1,45 milliarder kroner. Det er over 300 millioner mere end året forinden og 500 millioner mere end i 2017.
Men endnu vigtigere for Ivan Jæger Christiansen og resten af virksomheden er, at overskuddet også er steget markant. Efter skatten er betalt, har Proshop i 2019 indkasseret 24 millioner kroner. Det er en stigning på 4,4 millioner kroner i forhold til 2018 og 14 millioner i 2017, hvor resultatet efter skat lød på 10 millioner kroner.
"Det er ikke svært at skabe en lækker kundeoplevelse og høj vækst, hvis man er villig til at gå på kompromis med sin indtjening. Kunsten er at få bunden til at følge med op, så man tjener penge i væksten, og i vores branche er det en her-og-nu-manøvre, eftersom avancen på produkter er styrtdykket, markedet er presset og kunderne troløse," forklarer direktøren.
Service og flere produkter
Noget af forklaringen på væksten er blandt andet, at Proshop har investeret i flere robotter og mere automatisering i bogholderi og indkøbsafdelingen. Man har også udvidet med markant større lagerkapacitet, og så har man arbejdet meget struktureret med kundeservice.
"Alle de problemer, man skaber, og alt det, man fejler med, havner i kundeservice. I det forløbne år har vi lyttet til kundeservice i langt højere grad end tidligere og brugt megen energi på hele tiden at hjælpe i supporten. På den måde kan vi eksempelvis sænke prisen på en kundehenvendelse, så folk måske kun henvender sig to og ikke fire gange, før de køber," siger Ivan Jæger Christiansen.
Selve omsætningsvæksten er hovedsageligt skabt ved at få flere produkter på hylderne.
"Hvis vi har adgang til 2.000 produkter fra en leverandør, så sætter vi dem på sitet og ser, hvad der sker. Vi tager et skridt ad gangen – eksempelvis på legetøj, hvor vi begyndte med at sætte 100 kasser Lego til salg og i dag er rigtig store," siger direktøren.
Proshop har i dag 160 medarbejdere ansat, og siden robotternes ankomst har virksomheden ansat cirka 30 nye medarbejdere.
dp