Kommunen har fået en brandstation mere
Den er dog kun i skala 1:87 hos Modelbane Europa i Hadsten
hadsten Hadsten har fået ikke mindre end to nye brandstationer i år. Lørdag 12. januar kunne borgmester Niels Borring officielt indvie den længe savnede nye brandstation på Ginneruplundvej. Den er på 535 kvadratmeter og bliver bemandet af omkring 18 personer.
Siden er endnu en brandstation taget i brug i byen.
Bevægelse på vejene
Den kan ses hos Modelbane Europa i Østergade og er en model i skala 1:87 af en tysk brandstation. Den er et led i den seneste opgradering af det store tyske modelanlæg, hvor folkene hos Modelbane Europa arbejder på at skabe bevægelse på vejene med kørende biler.
Målet med brandberedskabet på modelanlægget er, at gæsterne ved tryk på en knap kan starte en ildebrand i skattekontoret midt i Bonn.
Derefter starter et par brandbiler med fuld udrykning - blå blink og hylende sirener - fra brandstationen og kører ad en rute hen til brandstedet og gør holdt. Ildebranden slukkes, og brandbilerne kører hjem til brandstationen i god ro og orden og er klar til en ny udrykning.
"Vi er endnu ikke nået i mål med programmeringen af brandbilerne. Men det forventer vi at komme her i løbet af efteråret," fortæller Bjarne Werliin i en pressemeddelelse fra Modelbane Europa.
Lader kontoret brænde
"Foreløbig morer vores gæster sig over, at en brandbil ganske rigtigt rykker ud med blå blink, men den gør ikke holdt ved det brændende skattekontor - og kører blot tilbage til brandstationen," fortæller han videre.
Ud over den uheldige brandbil kan man også følge både en lastbil og en bus på deres ruter gennem byen. Begge kan også startes af gæsterne ved tryk på en knap. Flere kørende biler på anlægget er under overvejelse og planlægning.
Nordeafonden har gennem et tilskud gjort det muligt for de frivillige hos Modelbane Europa at skabe liv og bevægelse på anlæggets veje.
jesl