Skødstrup Skole: Ledelsen trak i trafikveste og gav skolepatruljen fri
Skolepatruljen på Skødstrup Skole fik et aneRkendende skulderklap for deres daglige indsats i trafikken
Skoleliv Forleden stod skoleleder, viceskoleleder og pædagogiske ledere på Skødstrup Skole klar i regntøj og trafikveste for at hjælpe eleverne over Grenåvej ved skolen klokken 7.30.
Normalt er det skolepatruljens opgave. Men en uge om året gør Skødstrup Skole en særlig indsats for at anerkende skolepatruljen.
Skolepatruljen gør et meget vigtigt stykke arbejde, når de hver morgen sørger for at hjælpe de andre elever sikkert over skolevejen. De gør det frivilligt og uanset vejret. Derfor gennemfører Rådet for Sikker Trafik og LB Forsikring kampagnen 'Den Sureste Uge' i uge 5, der skal få flere til at vise skolepatruljerne den anerkendelse, de fortjener.
På Skødstrup Skole betød det, at ledelsen forleden tog den 'sure' trafiktjans, mens der blev delt slikkepinde ud til fodgængere, cyklister og forældre som tak for, at de følger skolepatruljens anvisninger. Et helt heppekor fra indskolingen var også mødt op med skilte for at hylde skolepatruljen.
"Vi stod i blæst og regn, og det var fortjent nok, for så kunne vi rigtig mærke, hvordan det kan være at stå i skolepatrulje. De børn, der er i vores skolepatrulje er rigtig seje frivillige, der fortjener anerkendelse for at møde tidligere i skole for at hjælpe deres kammarter sikkert til skole. Det er godt at minde alle om, at vi er fælles om skabe en sikker skolevej og at vi skal tage hensyn til skolepatruljen," siger Henrik Kallestrup, der er skoleleder på kommunens største skole, hvor der går 1.250 elever.
Det er skolebestyrelsen, der har taget initiativ til at give skolepatruljen et ekstra skulderklap. Der er 25 elever tilknyttet skolepatruljen på Skødstrup Skole.