OCD har banet vejen for Marias virksomhed
24-årige Maria Sol har netop åbnet sin egen virksomhed, Solrent Rengøring
virksomhed Hun elsker at gøre rent - skinnende rent - og hun kan lide at gøre det grundigt. Samtidig kan hun godt lide at gøre andre mennesker glade, og så har hun altid haft en drøm om at være selvstændig. På den måde var de vigtigste faktorer på plads for 24-årige Maria Sol fra Aarhus Nord, da hun valgte at starte sin egen virksomhed Solrent Rengøring.
"Jeg har både OCD, ADHD og er ordblind. Jeg har svært ved at sidde stille og altid været ekstremt nervøs, når jeg har været til eksamen, så det har været vanskeligt for mig at finde en uddannelse. Jeg aner ikke, hvad jeg skulle lave, og jeg havde ikke lyst til at arbejde under andre. Jeg er så god til at gøre rent, så hvorfor ikke gøre det i min egen virksomhed?" Siger Maria Sol med et stort smil.
Hun kom i et forløb hos Steen Rehoff, der er udviklingskonsulent i Mikrolån Aarhus, der hører under Aarhus Kommune. Han har hjulpet hende, så hun har fået styr på moms, bogføring og andre måske knap så spændende ting, der følger med, hvis man vil have sin egen virksomhed.
Altid gjort rent
Siden Maria Sol var barn, har hun altid gjort rent. Hun har hjulpet sine forældre med at pudse vinduer, støvsuge og andet rengøring.
"Da jeg var mindre, måtte jeg ikke røre stregerne på fortovet, når jeg gik, og jeg vaskede hænder oftere end andre. Det vænnede jeg mig heldigvis af med, men jeg har altid gjort rent," siger Maria Sol, der dagligt svinger støvsugeren og en klud i hjemmet i det nordlige Aarhus.
Video produceret af Palle Hansen, TV Aarhus
Med Solrent Rengøring kan hun kombinere alle sine drømme. Hun åbnede firmaet 1. februar og har allerede fået kunder. Hun henvender sig til både privat og erhverv og gør altid rent efter kundens behov.
"Jeg får energi af at gøre rent. Jeg lytter til musik imens og hygger mig med det," siger Maria Sol velvidende, at det ikke er sådan, de fleste har det med rengøring.
Krummer og beskidt
Selv om hendes eget hjem er fuldstændig slikket for snavs og nullermænd, så har hun ingen problemer med at gå i gang med at gøre rent et sted, hvor der er møgbeskidt.
"Det kan jeg sagtens være i. Jeg er effektiv, når jeg gør rent, og jeg skal bare i gang, når jeg kommer ud til en kunde, så man ikke kan se en eneste krumme," fortæller Maria Sol.
Vil gerne hjælpe
Udover at være vild med at gøre rent, så elsker hun at tale med mennesker, og hun bruger gerne ekstra tid på at drikke en kop kaffe hos kunderne.
"Jeg har ikke noget imod at hygge, efter jeg er færdig med at arbejde, så det gør jeg gerne, med mindre jeg selvfølgelig får mega travlt, så kan jeg måske ikke nå det," siger hun med et grin.
Hun drømmer om at få så meget at lave, at hun kan ansætte et rengørings-team, og på den lidt kortere bane, er drømmen at få Solrent Rengøring op at køre og leve af det.
"Jeg håber virkelig, at det kommer til at gå godt, og jeg er selvfølgelig nervøs for, at jeg ikke får kunder nok, men jeg håber det," siger en smilende og lattermild Maria Sol.
Når hun har valgt at døbe sin virksomhed for Solrent Rengøring, hænger det sammen med efternavnet, og samtidig er logoet en sol, som både stråler og viser renhed, mener hun.
Se mere på solrent.dk