Hjælp lokal filminstruktør øverst på hitlisten
Den unge filminstruktør Casper Lind, der nu bor i Skødstrup, men har en fortid i Mørke, er lige nu aktuel med kortfilmen 'Stjerner på himlen'
KULTUR Naturen på Helgenæs er den fortryllende og smukke ramme i både dur- og molfarver for den lokale filminstruktør Casper Linds kortfilm 'Stjerner på himlen'.
Casper Lind har en fortid i Mørke, men bor nu i Skødstrup.
Lige nu kæmper filmen om, at komme på EKKO Shortlist, som er en hitliste over de bedste danske kortfilm netop nu.
Alle kan stemme og alle kan se filmen - og det er gratis og hurtigt. Man klikker sig ind via linket i faktaboksen og giver stjerner til filmen. Hvis nok personer giver den 6 stjerner, får vi måske den syddjurske natur på det filmiske landkort, som filmens producer Martin Fugl Chabert udtrykker det.
"Filmen er hovedsageligt optaget i naturen på Helgenæs, som instruktøren har et særligt forhold til. Casper, der selv oprindeligt er fra Mørke, har også brugt Helgenæs' natur, da han instruerede Kim Larsen sønnen Hjalmers musikvideo Kongespil fra TV2s julekalender i 2019," fortæller Martin Fugl Chabert .
"Casper har selv betalt for udgifter til filmen og venner og kollegaer - særligt fra M2 Film - har hjulpet med at få filmen i kassen i samarbejde med mig, der er producer på filmen.
Handlingen
Filmen handler om en ældre herre, forhenværende astrofysiker, der har opfundet nogle maskiner, der kan omdanne fysiske minder fra folk, der har mistet nogen de holdt af og som gør at minderne manifesterer sig som stjerner på himlen.
For Casper Lind vil en førsteplads på EKKO Shortlist betyde alverden - nemlig nye muligheder i en svær branche, hvor der konstant er pres på for at få finansieret sine gode ideer og filmprojekter.
"Så længe filmen kommer ind på top 10 i vinterferie-ugen, og det er der en reel chance for, så kan man stemme på den de næste par uger også, og hjælpe den med at nå 1. pladsen der," forsikrer Martin Fugl Chabert.