Helt vildt kristen

Klumme ”Men du skal vide…”, siger hun og ser lidt genert ned i bordet, kigger hurtigt op på mig, stemmen er sikker; ”at det her, det kommer altså ikke til at betyde at jeg bliver helt vildt kristen”.

Jeg sidder som ved et spisebord i et lille, hyggeligt køkken, hvor vi taler om livet, om hvordan livet har været og hvordan det er blevet, om sorg og længsler, om det smukke og gode og det der gør ondt.

Det er noget af det jeg elsker ved mit arbejde, at blive inviteret ind midt i mine medmenneskers hjem, at få lov at dele deres tanker og tro med dem. Jeg venter lidt mens jeg lytter til hendes ord, lader dem stå et øjeblik.

Jeg tror jeg forstår hvad hun mener, alligevel må jeg protestere.

Det handler om hendes forestilling om, hvordan man skal leve for at være kristen. Det handler om hvad hun tror andre tænker, hvis hun beskriver sig selv som kristen.

Hun er ikke ude i teknikaliteter om, hvorvidt hun er fundamentalist eller kulturkristen. Hun overvejer ikke om hun er grundtvigianer, katolik eller indremissionsk. Men ordet kristen sætter gang i nogle forestillinger om, at man skal opføre sig på en bestemt måde, være på en bestemt måde. Hun forestiller sig, at det kræver en form for fromhed, der ikke passer ind i hendes hverdag og livsstil.

”Hvem er helt vildt kristen?”, må jeg jo spørge.

Hun kommer med eksempler fra litteraturen, fra TV serier, mennesker hun har mødt igennem livet, de fleste kender jeg ikke.

”Og dig, Thit, du er jo præst”.

Og det er jeg jo, men jeg har nu aldrig tænkt på mig selv som helt vildt kristen heller.

Jeg er en ret almindelig kristen. Selvom jeg er præst. Faktisk tror jeg ikke, at man kan være mere eller mindre kristen. At være kristen handler vel om at leve i Guds kærlighed, og den får vi ikke fordi vi gør det helt rigtige eller er helt rigtige. Det er ikke kun de kloge, magtfulde eller fromme der får Guds kærlighed.

Vi snakker længe, vi griner meget.

Vi når frem til at man ikke behøver være helt vildt kristen. At det ikke kommer an på om man kan hele Biblen udenad, beder aftenbøn hver aften eller går i kirke hver søndag. At det vigtige er hvor elskede vi er. Og at vi selv kan elske. At den ene ikke er mere kristen end den anden. At vi begge har haft brug for vores tro.

Jeg tager hjem med et smil på læberne, solen skinner. Jeg er fuld af taknemmelighed for hvordan jeg bliver inviteret ind, ikke blot i mine medmenneskers hjem og liv, men også i deres tanker og følelser.