"Det er ikke for hyggens skyld, jeg bliver ved med at smadre min krop"

OL Vægte bliver smidt mod gulvet, og for en stund lyder et velbefolket træningsrum for enden af Stadion Allé mest af alt som en fabrikshal. Knoklet bliver der også. Midt i rummet sidder en af dem, der gør sig klar til at arbejde hårdt. Hårdt arbejde kræver det nemlig at komme med til det, der er det forjættede land for en atlet. OL.

En drøm, der for Aarhus 1900-højdespringeren 26-årige Janick Klausen, kun er fem centimeter væk, idet han sidste år satte ny danmarksrekord på 2,28 meter. Men også en drøm der før er blevet spoleret af skader.

I dag er det 'kun' en mindre skade i baglåret, der holder ham fra at konkurrere, og som i vinterhalvåret har holdt ham i træningslokalet. Derfor er sigtet nu rettet mod at blive klar til udendørssæsonen i maj. Og de mange skader, der er tilbagelagt og de mange flere træningstimer, der venter forude for at vinde de få - men afgørende - centimeter, kræver en helt særlig motivation. Især hvis man ikke ligefrem nyder de hårde forberedelser.

"De næste par måneder kommer til at gå med lorte træning, og alt det kedelige. Fucking løb og lorte intervaller," siger Janick Klausen, der ikke tager nogen gidsler.

Garvet i skader

Janick Klausen ved om nogen, at hårdt arbejde er mere end tunge vægte i et træningslokale, men også noget der forgår mentalt. Cirka seks operationer i fødder og ankler har atleten fra Viby haft - hvor ordet 'cirka' vidner om det uoverskuelige antal tilbageskridt, der har gjort, at han selv har mistet overblikket over de mange uønskede skader.

"Det sætter sig, men ligeså snart det går godt, er det væk igen. Jeg er ret garvet i at have skader og i at være ude i et længere stykke tid. Og at jeg er kommet igen, synes jeg også, siger lidt om min evne til at lukke det ude og komme videre. Det er klart, at man ikke fuldstændig kan glemme det, men man kan også lad være med at give det alt for meget fokus. Det er man nødt til," siger han.

Hvad skaden, han døjer med lige nu, er, ved man ikke.

"Muligvis er det et eller andet arvæv, der sidder og trykker på en nerve. Men der er ikke noget, der er i stykker som sådan. Det gør bare ondt, fordi noget sidder forkert. Så det er mere et irritationsmoment, som sidder i baghovedet, at hver gang jeg sætter af, kan jeg mærke det, og så giver man sig ikke hundrede procent," fortæller han.

Talentet der forpligter

Trods et væld af skader, der blandet andet har stået i vejen for OL i 2012 og 2016, er aarhusianeren alligevel kommet igen gang på gang, hvor sidste år kulminerede i en ny rekord på 2 meter og 28 centimeter, der samtidig slog den 28 år gamle danske rekord på 2,27 af pinden. Et bevis på at beslutsomhed og vedholdenhed kan betale sig, men også beviset på et helt særligt talent.

Var det en overraskelse for dig, at du kunne komme tilbage og sætte den rekord?

"Det var ikke en overraskelse, da jeg godt vidste, at jeg kunne. Men det var måske en overraskelse, at det skete på det tidspunkt, det gjorde. Men nej, hvis jeg ikke havde troet på det, så var jeg stoppet for længst. Det ville være fuldstændig idiotisk at blive ved, hvis ikke jeg troede på det. Det er ikke for hyggens skyld, at jeg træner hver dag og bliver ved med at smadre min krop," siger han og fortsætter:

"Det er ikke, fordi jeg synes, det er specielt sjovt - atletikken i sig selv - men jeg ved, der er potentiale for noget stort, og jeg føler, jeg forspilder en mulighed, hvis jeg siger stop."

Hvis det ikke er sjovt, hvad er det så, der driver dig?

"Det, der motiverer mig, er, at jeg ved, jeg har fået noget, som gør, at jeg med de rigtige forudsætninger kan nå rigtig langt. Det er den eneste grund til, at jeg fortsætter. Hvis jeg vidste, det ikke kunne blive til mere, stoppede jeg med det samme. Jeg skal føle, at jeg har opnået noget, jeg kan være tilfreds med."

I 2011 udtalte Janick Klausens træner, Thomas Cortebeeck, at 2020 vil været året aarhusianeren toppede og med potentiale for OL-medaljer. Og toppe kan han stadig med en OL-deltagelse, men som det er nu, er det ikke højdespringsbarren, men først et irritationsmoment i baglåret han skal over. Gør han det, vurderer han heller ikke, det bliver noget problem at komme med til OL, hvor drømmene stadig er tårnhøje.

"Jeg har altid sagt, jeg ville have OL-guld, og det er ikke umuligt, hvis man kigger på dem, der kontinuerligt har fortsat deres træning. De har rykket sig en del. Det, der forsikrer mig i den tro, er, at jeg fire år efter, at jeg startede til atletik, tangerede jeg den dansk seniorrekord som 17-årig. Og jeg kan jo ikke være færdig med at udvikle mig som 17-årig - fire år inde i en sport. Den viden holder mig oppe."