Fortsæt til indhold

Vesterskovvej: I dag tages første spadestik

Skanderborg Andelsboligforening kan endelig sætte byggeriet af de nye almene boliger på Vesterskovvej i gang

Samfund
Anette Bonde

Skanderborg De har været længe undervejs, men nu går arbejdet med byggeriet af etageboliger på Vesterskovvej i Skanderborg i gang. Onsdag 19. februar markeres første spadestik klokken 13 med taler, grillpølser, vand og øl.

Direktør for Skanderborg Andelsboligforening Erling Weber Jensen byder velkommen til arrangementet, og herefter indledes talerrækken af formand for Skanderborg Andelsboligforening Dorthe Kruse. Hun efterfølges af borgmester Frands Fischer, og en repræsentant for Bygge entreprenøren Paulsen runder af.

Forsinkelse på et år

Processen frem mod byggestart blev forsinket på grund af en kommunal fodfejl, idet kommunen glemte at gennemføre en såkaldt foroffentlighedsfase. Det betød, at hele processen skulle starte forfra efter at have været i høring. Flere naboer havde klaget i høringsfasen, men alle klager blev afvist på nær én, nemlig den, der påtalte den manglende foroffentlighedsfase.

Nu skulle alle formaliteter imidlertid være på plads, og byggeriet kan gå i gang.

Det glæder Erling Weber Jensen sig meget over.

"Ja, for hulen, nu skal vi i gang med at bygge. Vi vandt konkurrencen i 2015, det er fem år siden, så nu er det på tide at få de boliger op."

Han oplyser, at det gamle sygehus, der lå på grunden, blev revet ned for cirka et år siden, inden høringsfasen gik i gang, og byggeriet har herefter afventet den formelle sagsgang.

det nye byggeri omfatter tre blokke i fem etager med i alt 68 boliger. 34 af dem er små 2-værelses, og resten er store 2-værelses, samt 3- og 4-værelses. Byggeriet opføres i rød, jordfarvet sten.