Fortsæt til indhold

Racerkører Nicolaj Kandborg har brækket hånden og må holde pause

18-årig racerkører fra Hasselager skulle have deltaget i Classic Race Aarhus, men måtte melde afbud på grund af brækket hånd

Samfund
Arkiv

18-årige Nicolaj Kandborg fra Hasselager var uheldig, da han weekenden inden Classic Race Aarhus til 12 timers løbet GoCharity på Vandel Gokart bane brækkede sin hånd under et pitstop. Det resulterede i, at han ikke fik tilladelse til at køre til opvisningen i de aarhusianske gader.

Hårdt at se de andre kører

Det var en hård omgang for den unge racerkører, som på skadestuen i Aarhus fik konstateret en brækket hånd. Allerede efter denne melding vidste Nicolaj Kandborg, at det nok ikke ville blive til mange omgange på Classic Race Aarhus-banen.
"Det gjorde virkelig ondt at se racerne trille ud til opvisning lørdag til Classic Race. Det var super ærgerligt, at jeg faldt under et pitstop til 12 timers løbet GoCharity, hvor jeg kørte penge ind til fordel for Børnecancerfonden sammen med Andersen Motorsport. Heldigvis hjalp det, at vi vandt 12 timers løbet. Desværre betød det også, at jeg med en brækket hånd ikke fik tilladelse til at deltage i opvisningen med FDM Sport på min hjemmebane, Classic Race Aarhus," siger Nicolaj Kandborg i en pressemeddelelse.

Racerbilen fik alligevel opvisningstur

Til glæde for Nicolaj Kandborg kørte hans chef og læremester Jesper Carlsen racerkørerens racerbil de to gange, der skulle køres opvisning søndag.
"Det hjalp lidt på hele den uheldige situation, at se min racer på banen sammen med Jesper, selvom jeg virkelig gerne selv vil have kørt i den," siger Nicolaj Kandborg.
Næste løb for Nicolaj Kandborg er, når racerkøreren skal køre 3. afdeling af FDM Sport på Ring Djursland 11-12. juni. Nicolaj Kandborg forventer, at hånden igen er fit for fight til den tid.
-KSA