Det er aldrig svaghed at bede om hjælp

præsteklumme Mange af os lyttede måbende eller med tårer i øjnene til talen, som 16-årige Maud Angelica, Ari Behns datter, holdt til sin far ved hans bisættelse i Oslo Domkirke i julen. Han havde taget sit eget liv 1. juledag. Maud Angelica fortalte, at faren havde haft det svært psykisk i mange år, og at han sikkert havde skjult hvor slemt, han egentlig havde det, for at hans tre børn ikke skulle bekymre sig.

En stor del af talen brugte hun til en indtrængende opfordring til at bede om hjælp.

"Jeg vil bare sige til alle, som er gået gennem psykisk sygdom, at der altid findes en udvej. Selv om det ikke føles sådan. Der er folk derude, som kan hjælpe. Alle fortjener kærlighed og glæde. Det er aldrig svaghed at bede om hjælp, men styrke," sagde hun.

Det kunne næsten lyde som et lidt dameblads-agtigt råd – var det ikke fordi ordene netop lå i hendes mund på den dag. De var talt ud af dyb kærlighed og sårbar viden om, hvordan dæmoniske kræfter kan overtage et menneskes liv og selvbillede. Som om noget fremmed, udefrakommende har taget magten over et menneske. Det kan føles så skamfuldt og håbløst for dem ramte, og man ser sig totalt alene med sin situation.

I fastetiden løfter gudstjenesternes tekster sådanne smertefulde erfaringer frem i lyset. Erfaringen af magtesløshed overfor kræfter, der lammer og ødelægger liv. En dag prøver disciplene at uddrive en dæmon, som gør en dreng stum. Men de kan ikke, og de forstår ikke hvorfor. "Der skal bøn til," svarer Jesus. Og det er måske miseren. At vi tror, vi selv kan og skal klare alt. Der skal bøn til i vores liv. Så vi bliver mindet om det fællesskab, vi er skabt til. Og mindet om den hjælp, der er at få udenfor sig selv. Også fra Gud.